Lav en smuk køkkenhave: Dansende cirkler

Skitseforslag til en smuk køkkenhave med cirkler som det gennemgående element. Skitsen er tilpasset en typisk villahave på 1.000 m2 uden store terrænforskelle og med et standardhus på 150 m2.

Cirklen kan med sin retningsløse form indgå i næsten alle sammenhænge.

En komposition af store og små cirkelformede bede danner her rammen om villaens køkkenhave. Hver afgrøde i sin cirkel.

Enkelte bede er hækomkransede, enten af lave klippede buksbom, fritvoksende lavendel eller klippede taks, andre står åbne uden en fast ramme. Nogle i terræn, andre hævet.

Havens øvrige elementer, terrasse, drivhus, bålplads, brændestak, pergola, ja selv børnenes trampolin, indordner sig i legen med cirkler. Havens gulv kan være klippet græs, grus eller en flisebelægning.

Om sommeren, når alle cirkler er udfyldte, opstår en komposition af farvede felter med fladedækkende vegetation, mens vinterscenariet tegnes af de præcist klippede hække af buksbom og taks, der trækker de enkelte cirkelformede bede op.

Hvert år tilrettelægges et nyt maleri, hvor cirkelbede fyldes ud med nye afgrøder, nye dufte, nye farver, nyt indhold og nye smagsoplevelser.

Et væg til væg-tæppe af græs danner den rolige bund for de mange cirkulære bede med frodig beplantning. Her med blomster, men det kan lige såvel være grøntsager. Foto: Louise Risør og Jacob Fischer

De mange separate bede i forskellig størrelse danner den ideelle struktur, hvis man ønsker lidt af det hele, og samtidig giver det mulighed for at lege med farvekombinationer. Male med planterne.

De mindste bede kan rumme monokulturer, mens de større cirkelslag kan sås til med flere forskellige slags afgrøder.

Oplagt er det at udså i de små cirkler og rækkeså i de store. Rækkerne kan være traditionelle, eller man kan tage afsæt i bedets form og så i spiral eller lade rækkerne stjerne ud fra midten. På den måde opnås en ekstra mønstereffekt.

I takt med, at afgrøderne vokser til, fremkaldes et maleri af farvede cirkler, hvor der kan leges med både komplementærfarver og tone-i-tone farvesætning. Lilla kant af lavendel med udfyld af knaldgul citrontagetes. Blådugget kant af buksbom med udfyld af blågrøn spidskål.

Leg med cirkelformen træder frem i alle havens elementer, her komposten.

Se også skitser og plan til køkkenhaverne Hilsen til renæssancen og Skæve rum til høns og grønt.

Tekst, tegninger og billeder er fra bogen ‘Smuk køkkenhave’ af Louise Risør og Jacob Fischer fra forlaget Koustrup & Co.

Mest læste artikler