Mikrogrønt i vindueskarmen

I Californien kalder de det en trend. Og i Holland er der en omfattende industriel produktion af mikro-grøntsager i gang. Du kan også selv dyrke mikro-grøntsager i vindueskarmen derhjemme. OBS: d. 29. juni 2011 har Fødevarestyrelsen udsendt en pressemeddelelse, hvori de fraråder folk selv at dyrke spirer.

Babyplanter

Mikrogrøntsager er simpelthen babyplanter, der lige er spiret frem af frøene – nøjagtigt lige som den velkendte karse, der kan købes i bakker i supermarkedet. 

Kimblade

Det første sæt blade, en plante får, kaldes kimblade. Det er karseplantens kimblade, der bliver til det grønne drys på æggemadden.

Smagfuld pynt

Kimbladene adskiller sig tit fra de efterfølgende blade, men ofte gemmer de på en overraskelse. Nok er de små og spæde, men de er fyldt med vitaminer og med smag. 

Helt smagsunivers

Med et bredt udvalg af kimplanter – eller mikro-grøntsager – kan man nærmest få et helt smagsunivers ind i køkkenet. Syrlige, krydrede, stærke og aromatiske smagsvarianter. Mikrogrøntsagerne byder på det hele. 

Smag af hvidløg eller lakrids

Det er faktisk det, der har gjort dem populære i kokkeverdenen kloden rundt. De spæde spirer kan give retten en snert af peberrod, hvidløg eller lakrids, der overrasker, og samtidig pynter de på tallerkenen. 

Tryl med dine egne spirer

Tryl med dine egne spirer til hverdag og fest. Brug dem, som du bruger karse, brug dem i din sandwich, og brug dem som pynt på gæstemiddagen.

Sådan gør du

Det hurtigste mikrogrønt er klart på et par dage, andre tager omkring en uge om at blive spiseklare. Dyrk dem i flade bakker. 

Karsebakker er gode

Karsebakker er helt perfekte, fordi de også fungerer som minidrivhus. Men andre former for flade bakker er også gode, og de kan dækkes af plast, så der holdes lidt på fugtigheden. 
Bakken skal være helt ren
Det er vigtigt, at bakken er gjort grundigt ren, før du sår. Ellers risikerer du, at de sarte kimplanter bliver syge og dør. Mikrogrøntsagernes liv er kort, og de har madpakke med i frøet. Der er derfor ingen grund til at dyrke dem i jord eller pottemuld. Samtidig kan du så undgå at have jord i køkkenregionerne. 
Fugt vattet grundigt
Læg et lag vat i bakken, og fugt det grundigt op, før du spreder dine frø på vattets overflade. Frøene skal ligge tæt, men ikke oven på hinanden. 
Pres frøene ned i vattet
Når du har sået, kan du med fordel presse frøene i kontakt med underlaget med en finger, før du dækker bakken med plast. 
Placeres så lyst som muligt
Grøntsagsfrøene spirer godt ved stuetemperatur og skal placeres så lyst som muligt. De spirer forbløffende hurtigt, så ofte er det slet ikke nødvendigt at vande yderligere. Men hold alligevel godt øje med dem. De kan ikke tåle at tørre ud.
Prøv dig frem
Mange velkendte grøntsager og krydderurter er fine som mikrogrøntsager, så hvis du har et frølager liggende, er det bare at gå i gang med det samme med at eksperimentere derhjemme. 
Små frø er nemmest
Arter med små frø er nemmest at have med at gøre, så lad endelig ærter og bønner ligge. Til gengæld kan broccoli, blomkål, kørvel, radise, rucola, sennep, hjulkrone, basilikum, purløg, kinaradise og rødbede varmt anbefales.
Din høst
Det tager ca. 2 dage at lave spirer af rucola og sennep. Klip og brug eller opbevar dem i en plastpose på køl i et par dage.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler