Så dine ramsløg inden vinter

I løbet af efteråret skal ramsløg sås. Ramsløg smager dejligt, og så er de propfyldt med sunde C-vitaminer. Frøene skal i jorden, inden det bliver vinter, men har brug for kulde for at spire.

 

Spirer i slutningen af marts

Foto: iStockPhoto

Frø af ramsløg udsås med omkring en cm. mellem frøene og i en dybde på ca. en halv cm. Ramsløgene spirer frem i slutningen af marts og kan, hvis man skulle være i tvivl, kendes på lugten, der er ram. Man kan siden høste ramsløg i anden eller tredje vækstsæson.

Ramsløg breder sig

Det kan drille at få ramsløg til at spire, men det er til gengæld det eneste tidspunkt, hvor planten er vanskelig at have med at gøre, for ramsløg kan udvikle sig til en regulær ukrudtsplage, hvis den i nogle år ubevogtet får lov til at brede sig for meget.

Vokser under buskadser

Ramsløg trives ikke i fuld sol, men vokser gerne under buskadser. Man kan fx dyrke ramsløg under ribs- solbær- eller nøddebuske. Den kan også placeres under en hæk eller bruges som bunddække. Ramsløg visner ned i juni efter at have sat frø.Forvildede ramsløg i skoven

Ramsløg tilhører lilje-familien, blomsterne sidder i en flad skærm og ligner hvide stjerner. Store kolonier af forvildede og stærkt lugtende ramsløg kan om foråret opleves rundt omkring i Danmarks skove – fx Risskov i Århus.

Omstridt plante

På mange godser har man i sin tid dyrket ramsløg, og siden har planten holdt ved. Også i Botanisk Have i København skal ramsløg efter sigende være en regulær ukrudtsplage. Planten er omstridt, fordi nogen synes, at den stinker.

Det gode ved ramsløg er dens velsmag, brugbarhed og tårnhøje indhold af vitamin-C. Så det er ikke uden grund, at ramsløg er blevet moderne de senere år.

Næsten hele planten kan spises

Hele planten – bortset fra de nederste rodtrævler – kan spises. Hvis man har ramsløg i haven, har man med andre ord adgang til et billigt, men sundt grønt drys i sæsonen. Og det endda på et tidspunkt, hvor husmoderen ikke har så meget andet at gøre godt med fra køkkenhaven. De fine, friske blade, der spirer frem om foråret er sprøde og med en kraftig velsmag af løg, og man kan klippe løs af toppen.

Skattet grøntsag

I Mellem- og Sydeuropa har ramsløg traditionelt været en skattet grøntsag, som man kunne købe på markederne om foråret, og det er den kultur, vi er ved at genfinde i Danmark, hvor planten til en vis grad har været gået i glemmebogen, selvom den – ifølge visse kilder – har været her i landet siden stenalderen.

God i salater

Ramsløg har mange anvendelsesmuligheder i køkkenet. Hele planten kan fx dampes og spises som tilbehør, eller ramsløg kan snittes og bruges i sammenkogte retter eller i salater. Men det er heller ikke forbudt selv at finde på.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler