Har du en idé om, at en køkkenhave måske nok er både praktisk og bæredygtig, men ikke specielt køn at se på?
Så har du ikke set den fantastiske bog ‘Smuk køkkenhave’, der er skrevet, fotograferet og tegnet af de to landskabsarkitekter Louise Risør og Jacob Fischer.
Her kan man se en lang række køkkenhaver fra ind-og udland – inklusive parrets egen – der er så smukke, at der er overhængende fare for at komme til at lide af akut køkkenhavemisundelse.
Heldigvis giver de her gavmildt deres tips videre til, hvordan også din køkkenhave kan blive en fryd for øjet med den helt rette komposition af farver, former, dufte og årstidsvariation.
Du får også tre konkrete skitseforslag til smukke og karakterfulde køkkenhaver, tilpasset en typisk villahave.

Disponering og æstetik i køkkenhaven
At disponere en have kan sammenlignes med at bygge et hus. Strukturen med vægge, gulv og loft skal være på plads som noget af det første. Sidenhen kan du indrette og møblere.
Det siger sig selv, at struktur kommer før indretning. Af en eller anden grund glemmer de fleste denne simple grundregel, når det drejer sig om haven.
Havens struktur er derfor vigtig. Det er her, de store linjer lægges fast.
I haven skabes strukturen primært med planter. Klippede og fritvoksende hække danner vægge, træernes kroner danner sammen med himlen loft, og forskellige faste belægninger eller græs danner gulv.
Med disse enkle virkemidler skabes den ramme, som efterfølgende fyldes ud med mennesker, dyr og planter, fuldstændig ligesom inde i huset.
Hvordan den enkelte have disponeres, afhænger naturligvis af havens funktioner.
Der skal tages stilling til, om der er behov for mange rum, eller om det skal være ét stort fællesrum. Om der skal være symmetriakser eller slyngede, labyrintiske stiforløb.
Jo stærkere og enklere struktur, jo større frihed er der til den efterfølgende indretning.
Dan rum og få overblik over køkkenhaven
Ved at underinddele sin have i mindre enheder opnår man flere fordele. Inddelingen kan skabe overblik og ro, da hver funktion får sit eget rum og domæne.
Ruminddelingen danner den rolige ramme og baggrund for det enkelte rums indhold og funktion.
På den måde kan man have mange forskellige funktioner i selv en lille have, uden at det virker uoverskueligt og rodet. Lidt som at lukke døren ud til køkkenet, hvis opvasken står og flyder på køkkenbordet.
Når det drejer sig om køkkenhave, har ruminddelingen tillige en helt lavpraktisk funktion. Den er med til at styre og organisere det helt nødvendige sædskifte, som er fundamentet for en effektiv køkkenhavedyrkning.
Uden en fysisk ruminddeling er det betydelig sværere at holde styr på, hvilke afgrøder der har været dyrket hvor.
Struktur i køkkenhaven sommer og vinter
En god og stærk struktur er også det, der bærer haven igennem alle årstider.
Indholdet, møbleringen, ændrer sig over året, mens strukturen, havens vægge, gulv og loft, står året rundt, år efter år.
Arbejder man med klippede hække som vægge, kan man opnå et næsten statisk udtryk, mens de mere fritvoksende buske og træer vil kunne udvikle sig over en levealder og på én og samme tid være både stationære og i forandring.
Uanset hvordan strukturen er formet og bygget, forbliver den det stationære element, mens man kan variere og forny indholdet i de forskellige rum efter temperament og behag.
Årstidens gang slår naturligvis også igennem i havens bærende struktur: træer og hække springer ud, blomstrer, sætter frugt, får høstfarver og taber løvet om efteråret. En grenstruktur og træsilhuet træder frem.
En stærk rumgivende struktur danner om sommeren en neutral ramme om det mere farvestrålende indhold, mens den samme struktur om vinteren danner en form for ornament i haven, når farverne er mere beherskede.
En veldisponeret køkkenhave er smuk alle årets dage.
3 smukke køkkenhaver
Lad dig inspirere af disse tre skitseforslag til smukke og karakterfulde køkkenhaver, tilpasset en typisk villahave på 1.000 m2 uden store terrænforskelle og med et standardhus på 150 m2.
Dansende cirkler
En komposition af store og små cirkelformede bede danner her rammen om villaens køkkenhave. Klik på tegningen for at se mere.

Hilsen til renæssancen
Det klassiske motiv med et system opbygget af kvadratiske felter arrangeret i et retvinklet system tegner denne have. Klik på tegningen for at se mere.

Skæve rum til høns og grønt
En central havesti danner en akse igennem hele haven. I tilknytning hertil, som perler på snor, er lagt en række haverum, der danner mindre, selvstændige enheder i haven. Klik på tegningen for at se mere.

Se flere skitser og billeder i bogen ‘Smuk køkkenhave’ af Louise Risør og Jacob Fischer fra forlaget Koustrup & Co.
Mød eksperterne
Forfatterne til bogen ‘Smuk Køkkenhave’ har designet en af showhaverne på Danmarks største haveshow Cph Garden 30. juni-3. juli. Læs mere og køb billet på Cph Gardens hjemmeside.