Med din egen kompostbeholder- eller bunke vil du både få et større udbytte i haven, flottere planter og generelt en sundere jord.
Overvejer du at lave din egen kompost? Du vil blive forbløffet over forandringerne, det vil skabe i din have – og ikke mindst af mængden af affald, du lærer at genbruge.
Her finder du en guide til, hvordan du laver din egen kompost, hvilket affald du kan bruge, og hvordan du gøder jorden i haven med din hjemmelavede gødning.
- Derfor skal du lave din egen kompost
- Sådan opsætter du din kompostbunke
- Dette affald kan du bruge i komposten
- Lad din kompost udvikle sig
- Sådan bruger du din nye jord
Derfor skal du lave din egen kompost
Kompost er plantemateriale, der ved hjælp af dyr og mikroorganismer er nedbrudt og omsat, så de næringsstoffer, der oprindelig var bundet i blade og andre plantedele, på ny bliver tilgængelige.
Når du komposterer dit køkkenaffald, reducerer du affaldsmængden fra din husholdning, da du kan genbruge det som næring til dine potteplanter, krukker, bede eller altankasser.
Hver enkelt person producerer omkring 300-400 kg affald om året, hvoraf en tredjedel er grønt affald, der kan komposteres.
Udover at spare på affaldet, kommer du også uden om at skulle bruge kunstgødning – dine planter får næring gennem den bæredygtige kompost.
Opsæt din kompostbeholder eller bunke
Kompost kan laves i en bunke på jorden eller i en lukket plastikbeholder. Du skal bare finde det udendørs sted, hvor den skal placeres. Hvis du vælger et solrigt sted, vil materialet udvikle sig hurtigere – bare husk at vande for at holde det fugtigt.
En lukket kompostbeholder vil være et godt valg, hvis du er bekymret for, hvordan en kompostbunke vil se ud og ikke mindst lugte. Du kan nemt anskaffe en container ved enten at lave en selv eller købe den færdige slags.
Hvis du beslutter dig for at starte en kompostbunke, bør du sørge for at indhegne den, for at beskytte den for dyr.
Dette affald kan du bruge i komposten
Når du har fået opsat din kompostbeholder- eller bunke, er det bare i gang med at samle affald og madrester fra haven og køkkenet. For at skabe en sund kompost, handler det om at samle en lige andel grønt og brunt spild.
Grønt spild inkluderer frugt og grøntsager, mens brunt spild henviser til affald som tørre blade, træspåner og endda gamle aviser.
Balance mellem affald
Det er vigtigt at opretholde en god balance mellem brunt og grønt materiale. Det brune materiale indeholder meget kulstof, som er gavnlig for organismerne, der nedbryder affaldet. De grønne materialer tilfører kvælstof, som er en vigtig ingrediens for opbygningen af den nye jords cellestruktur.
Derudover har din kompost også brug for ilt og fugt. Uden ilt vil din bunke begynde at rådne og lugte. Fugt hjælper med at nedbryde det hele. Derfor er det en god ide at sprøjte komposten med vand en gang imellem, hvis ikke affaldet er fugtigt nok i forvejen. Med den rigtige blanding vil din kompost ikke lugte af andet end tidlig jord.
Dette skal du ikke smide i komposten
Hvis du vil undgå at din kompost kommer til at lugte og tiltrække dyr, skal du undgå at komme mejeri- og dyreprodukter i. Det samme gælder fedtstoffer, olier og affald fra dine kæledyr.
Ligeledes bør du undgå at smide insekt- og sygdomsramte planter i komposten. Det kan forurene din kompost og gøre den ubrugelig.
Lad komposten udvikle sig nogle uger
Over de næste par uger kan du stille se dine madrester forvandle sig til jord. Vend rundt i din blanding hver eller hver anden uge med en skovl eller en beluftningsstok. En beluftningsstok pløjer sig nemlig igennem affaldet og vender, løfter og lufter det. På den måde tilføres der ilt, hvilket betyder, at forbrændingen af affaldet går hurtigere.
Hvis du ikke kan se nogen fremgang i løbet af et par uger, kan du tilføje mere grønt materiale og sørge for, at du holder komposten fugtig.
Hvis den lugter og er våd, kan du i stedet tilføje mere brunt materiale og vende rundt i komposten oftere. Hvis du har nogle store genstande (eksempelvis grene) liggende i bunken, kan det også være en god idé at knække disse i mindre stykker.
Sæt liv i komposten med kompostorme
I kompostbeholderen får man en hurtig og god omsætning ved at vælge at bruge kompostorm. Hvis du vil hurtigt i gang med at kompostere, er det derfor en god idé at købe en portion kompostorm – eller få en bøttefuld hos dine naboer, hvis de allerede har kompostorm.
Kompostormen lever naturligt i møddinger og bladbunker, hvor der er et stort organisk indhold. Din kompostbeholder skal helst have levende kompostorme, der kan æde dit grønne affald hele året. Se, hvordan du får kompostormen sikkert igennem vinteren her.
Temperatur til din kompostorm
Kompostormens favorittemperatur er 25° C, men de små orme tåler ikke temperaturer over 28° C. En kompost der indeholer orm må derfor ikke placeres i fuld sol. Vær opmærksom på, at ormene skal have mulighed for slippe væk, hvis temperaturen pludselig stiger.
Sådan bruger du dit kompostjord
Kompost virker som gødning, der samtidig har jordforbedrende egenskaber på grund af indholdet af organisk materiale og en hær af mikroorganismer. En ren vitamin-indsprøjtning.
Når din kompost ser ud og lugter som jord, er den klar til brug.
Benyt den i dine havebede eller strø den let ovenpå. Husk, at kompost ikke er et alternativ til jord, men nærmere en form for naturlig gødning, der plejer jorden og dine planter. Her kan du se, hvornår det er bedst at bruge din kompost, og hvordan du skal bruge jorden til at gøde dine blomster og din køkkenhave.
Kilde: Goodhousekeeping.com