Årstidens smukkeste krukker

Giv din haveglæde et dejligt boost –  fyld dine krukker op med herlige farver.

Når sommerblomsterne i krukkerne giver op, er der al mulig grund til at have afløsningen parat. Sommeren varer langt ud på efteråret, når krukkerne omkring huset er fyldt med årstidens dejlige krukkeplanter. Det skaber stemning og giver uderummet atmosfære på en helt anden måde end tomme krukker eller – endnu værre – krukker med halvdøde sommerblomster.

De planter, du kan plante nu, har det til fælles, at de helt naturligt står med smukke blomster, flotte frugter eller lækre blade i efteråret. Med dem kan du skabe lige så smukke krukker nu, som du kunne dengang i foråret, da det var sommerblomsterne, der skulle plantes.

Nemme at passe

Et andet kendetegn ved planterne til årstidens krukker er, at de er betydeligt nemmere at passe end sommerblomsterne. Dels er væksten begrænset nu, hvor daglængden og lyset aftager, dels dæmper årstidens kølige og ofte fugtige vejr vandforbruget, så du ikke behøver være helt så vaks med vandkanden, som du gør i sommermånederne.

Det giver nye muligheder for at lege med krukkerne for at skabe smukke sammensætninger. I de blandede krukker kan du roligt plante tæt, og er du mere til grupper med mange krukker, er der ikke noget i vejen for at lade små krukker indgå i opstillingen, nu da de ikke så nemt tørrer ud.

Vand efter behov

Faktisk er der større risiko for at komme til at overvande end det modsatte på denne årstid. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at krukkerne har et godt dræn. Det vil sige huller i bunden og helst også et lag potteskår eller lecakugler i bunden.

Før du vander, er det en god idé at mærke efter med en finger, om jorden er fugtig. Er den det, er der ingen grund til at vande yderligere.

Ny jord til nye planter

Det er fristende bare at hive de udtjente sommerblomster op af krukken og plante afløserne i den gamle krukkejord. Men det er og bliver en dårligt idé. Jorden har forsynet sommerblomsterne med mad og drikke hele sommeren, så der er med garanti ikke mere næring tilbage. 

Desuden kan jorden være inficeret med plantesygdomme, der kan smitte dine nye planter. Derfor er ny jord til nye planter en virkelig god investering. Den gamle jord og sommerblomsterne er til gengæld fint materiale til komposten.

5 hurtige …

1. Du kan roligt plante tæt, når du tilplanter dine efterårskrukker.

2. Kinesisk narrehat, Otacanthus, er en sjov og skulpturel plante til årstidens krukker.

3. Krukkegrupper med årstidens dejlige planter skaber stemning omkring huset. Placer dem, så de giver en hyggelig velkomst, eller så de kan nydes indefra, hvis det ikke er vejr til at være ude.

4. Lanterner mellem krukkerne hygger og forlænger den tid, du kan nyde krukkerne.

5. Flotte frugter og fine løvfarver sætter kulør på årstidens krukker. Her er der plantet prydgræs, alunrod, prydpeber og pletter i luften.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler