Køb ind til plantekombinationer i krukkerne
Disse planter kom i indkøbsvognen
Plantesammensætningen til krukken her blev til i havecentret, hvor indkøbsvognen er en fin guide til, hvad der dur og ikke dur sammen. På bon’en stod der en pelargonie, Pelargonium zonale, to sart lyserøde petunier, Petunia hybrid, en vingetobak, Nicotiana ’Apple Blossom’, en hvid engleblomst, Angelonia adessa og så den uundværlige vortemælk, Euphorbia ’Diamond Frost’, der smyger sig ud og ind mellem de andre og gør helheden let og luftig.
Plantet med langtidsvirkende gødning
De blev plantet sammen i ny krukkejord i den hvide spand og fik et bolsje med langtidsvirkende gødning med som madpakke. Det er nu engang svært at huske at gøde krukkerne regelmæssigt, siger erfaringen, men gødning er og bliver en forudsætning for succes med krukkerne. Derfor bolsjet. Tilbage er bare at huske at vande tit. Så skal krukken nok udvikle sig flot hen over sommeren. Jeg glæder mig.
Læs om lækre chokoladefarver i krukkerne på bloggen “Helt hen i haven”
Læs også: Pelargonie – læs alt om pasning og formering af pelargonier