Gulerod og chokolade i krukkerne

Krukkeforsamlingen ved fordøren trængte til en opfriskning i sommervarmen. Se, hvilke planter, der klæder hinanden særligt godt.

De fleste af krukkerne klarer sig endnu. Især de mange bladplanter, der indgår i gruppen, er langtidsholdbare. Det er utroligt så meget farve, planter der ikke har blomster, kan sætte på sådan en gruppe krukker. Så de står der selvfølgelig stadig men er blevet flyttet lidt rundt og har fået nyt selskab.

Det er der opstået nye makkerpar af. For eksempel har jeg lige opdaget, at chokoladeblomst, Cosmos atrosanguineus, og gulerodsblomst, Daucus carota ‘Dara’ klæder hinanden super godt. Gulerodsblomst har jeg ikke før haft i krukker, men nu kan man få dem som potteplanter, og så er det jo helt oplagt at få afprøvet.

Et andet godt naboskab er opstået mellem den nytilkomne, blegrøde kapfakkel, Phygelius capensis, der bare ville med hjem fra et havecenter forleden, og den rødbladede Heuchera.

Øverst troner den næsten sorte ærteblomst, Lathyrus odoratus ‘Almost Black’ stadig. Den er blevet lidt bleg i bunden, men det skal gulerodsblomsten nok dække for, når den lige er faldet til i gruppen. Desuden har ærteblomsterne fået lidt ekstra gødning og en sommerklipning, så de forhåbentlig holder sig friske, blomstrende og ikke mindst duftende længe endnu.

Læs også: Quick fix til staudebedet

Helt hen i haven

Følg årets gang i Lotte Bjarkes have på bloggen www.helthenihaven.dk og få altid gode tips og tricks til haven.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler