Varme sommerfarver i krukkerne

Nogle af de første sommerblomster i Lotte Bjarkes krukker er blevet lidt trætte, så der har været brug for fornyelse. Derfor har hun plantet skønhedsøje, som fås i mange hybrider. Læs om blomsterne med det fine løv i krukkerne her.

Yndlingsplanter i mange farver

Foto: Lotte BJarkeDet har været nødvendigt at skifte planterne ud i nogle af krukkerne, hvor de første sommerblomster er blevet trætte. Dermed blev der plads til nogle af mine absolutte yndlingsplanter med det dejlige danske navn skønhedsøje. Coreopsis hedder de på latin. Der er kommet en strøm af nye hybrider på markedet de senere år med den ene skønne farve efter den anden. Coreopsis ’Little Penny’ er fx nærmest terrakottafarvet.

Kræver sol og vanding

Fælles for de mange sorter er det fine løv og gitterværket af tynde stængler, der bærer hundredevis af små blomster og kuglerunde knopper, der lover godt for blomstringsperioden. Det er rigtige terrasseplanter, som kræver masser af sol og så til gengæld også skal vandes en del, når de dyrkes i krukker. Coreopsis ’Strawberry Punch’ har blomster i en rigtig lækker rød farve.

En staude i krukkerne

Foto: Lotte BjarkeSkønhedsøje er i princippet en staude, men mine forsøg på at plante de nyere sorter ud i haven er svipset hver gang, så nu betragter jeg dem som sommerblomster til krukkerne og glæder mig over dem, til sommeren er forbi. 

Undtagelsen, der bekræfter reglen, er den ældre sort Coreopsis ’Moonbeam’, der ikke alene har en skøn, sart lysegul farve og en let og yndefuld vækstform men også er absolut vinterhårdfør her til lands. Sådan en – mindst – har jeg haft i alle mine haver.

Læs om driftsikre krukkeplanter på Lotte Bjarkes blog

Mest læste artikler