Planter, som slet ikke kan tåle vinteren
Det giver sig selv, at mange planter ikke kan tåle nordisk klima og derfor skal indendøre eller bare må gå til om vinteren. Det gælder fx citrustræer, oliventræer, pelargonier og langt de fleste sommerblomster. De sidstnævnte kaldes også et-årige, fordi planterne kun holder et år i det danske klima.
Du kan vælge at sætte citrus- og oliventræer i et drivhus eller en havestue med masser af lys og luftfugtighed, men temperaturen må ikke nå under 10 grader.
Mange vælger at grave deres dahlia-planter op, før frosten sætter ind, så knoldene kan opbevares indendørs i løbet af vinteren og plantes ud igen i det tidlige forår.
Du skal dog også være opmærksom på, at haveredskaber heller ikke er frostsikrede. De ruster i koldt og vådt vejr, ligesom dine krukker og potter slår revner ved minusgrader.
Disse planter kan klare vinteren udendørs, men skal sikres
- Rosmarin
- Laurbær
- Salvie
- Abrikos
- Figentræer
- Nogle typer roser. Almindelige haveroser, som er blevet til ved podning, fryser normalt ikke så meget, at de dør, men roser som er lavet af stiklinge er meget mere frostfølsomme.
- Nogle typer hortensiaer. Her gælder det samme som for roser.
Du kan beskytte dine planter ved at vinterdække dem. Det kan gøres ved at lægge et lag gran, halm eller visne blade over dem.
Nogle vælger også at binde halmmåtter og hessian rundt om stamme og rod, mens tæpper og fiberdug også kan bruges hvis ikke frosten er alt for hård.
Kilder: Bolius m.fl.
Læs også: Planter i krukker om vinteren – gør krukkehaven klar