Påskeliljer symboliserer kærlighed og nye begyndelser
Påskeliljerne giver os de første gule og hvide forårsblink allerede i marts-april. De danner par med vintergækker i de allerførste blomsterflor, og vi danskere kan ikke få nok af dem.
Desuden er narcisserne forbundet med venskab og påske i vores del af verden – det er en generøs plante, som udstråler kærlighed og nye begyndelser.
Sorten herunder hedder ‘Art Design’
6000 sorter og 13.000 hybrider
Påskeliljer findes i et utal af sorter og hybrider. Man mener, at der er mindst 6000 sorter og 13.000 hybrider, som hele tiden videreudvikles. Af arter er der mellem 30 og 60, afhængig af hvilke eksperter man spørger.
Påskeliljer er stauder og vokser i grupper. Du kan med held mikse dem med grønne planter, som for eksempel bregner, og andre tidligt blomstrende sorter – vi kan anbefale dorthealiljer og perlehyacinther.
Mulighederne er uanede – du skal blot huske, at et bed som afblomstrer alt for hurtigt kan være trist i sommermånederne.
Fjern ikke bladene efter afblomstring
Løgene bør lægges i efteråret, og planterne foretrækker veldrænet jord, rig på kompost. De kan placeres ret tæt, men 12-18 cm’s mellemrum er at foretrække.
Påskeliljer bør stå i fuld sol eller halvskygge.
Det er en dårlig idé at fjerne bladene efter afblomstring, det svækker løget, som trækker energien tilbage via bladene.
Del påskeliljerne på den rigtige måde
Sorten herover hedder ‘Daffodil Salome’.
Planteklyngerne vender tilbage år efter år, men bør deles hvert 5. til 10. år først på sommeren, når planten er visnet. Delingen sker ved, at man tager sideløgene fra og lægger dem 12-18 cm nede i jorden.
Husk vinterdækning, så fugten bevares i jorden.
Gode råd om påskeliljer, du måske ikke har tænkt på.
- Koncentrer farverne. Placér dem ikke her og der som stoplys.
- Planlæg lang blomstring med forskellige sorter. Hvis du for eksempel mikser sorter som February Gold og Pheasant’s Eye, får du glæde af påskeliljer længere.
- Plant i kurver, ikke lige linjer. Det sidste ser for institutionelt ud. Det smukkeste er at plante, så haven får et præg af naturlig blomstereng.
- Placér nogle af påskeliljerne i krukker, så du kan flytte rundt på dem og få de gule blink forskellige steder i haven.