Biolog med overraskende advarsel: Dette er den farligste fugl i Danmark

Mange frygter svanen helt ubegrundet. Modsat svanen kan Danmarks farligste fugl nemlig gennembore et menneske med sit dolkformede næb.

Er du én af dem, der mener, at svanen er Danmarks farligste fugl, så kan du godt tro om igen. For ganske vist kan svanen finde på at snappe et menneske i fingeren, men historien, om at den kan brække en arm, er stærkt overdreven. Til gengæld har du god grund til at frygte den fugl, der i virkeligheden er Danmarks farligste: Fiskehejren.

Den kan nemlig gennembore et menneske med sit dolkformede næb. Det fortæller biolog Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse til Helsingør Dagblad.

Fiskehejren har et vingefang på op til to meter og er gennem de seneste årtier rykket ind i mange byer over hele landet. I Frederiksberg Have i København yngler en koloni på mindst 60 par hejrer midt i storbyens hjerte, og enkelte fugle er blevet så tillidsfulde, at de kan fodres med hånden, skriver Dansk Ornitologisk Forening på deres hjemmeside.

Biolog Michael Carlsen maner imidlertid til forsigtighed:

Fiskehejren ser fredelig ud, men kan spidde et menneske. Getty Images 

– Nogle gange har folk henvendt sig til os for at få hjælp til en forkommen hejre. Så supplerer de henvendelsen med et foto af hejren – og en fem-årig dreng, som står få meter fra den. Det er i realiteten en livsfarlig situation, for hejren er faktisk i stand til at slå ham ihjel, hvis det skulle være.

Hjælp ikke en fiskehejre

Fiskehejren fanger fisk ved at spidde dem med sit dolkformede næb. Med stor kraft slår den til, og anslaget kan sammenlignes med et dolkestød. Hvis fiskehejren føler sig presset, kan den gennembore et øje, spidde en arm eller punktere et menneskes vitale organer.

Michael Carlsen opfordrer derfor til, at folk kontakter Dyrenes Beskyttelse, hvis de ser en tilskadekommen hejre. Man må endelig ikke selv forsøge at hjælpe den.

Op imod 15.000 fiskehejrer lever i Danmark.

Mest læste artikler