Danske hjem invaderes: De kan flyve

Du har måske allerede stiftet bekendtskab med dem i dit hus, når mørket falder på. Lige nu vrimler det nemlig med stankelben.

Baby peger på stankelben

Det tidlige efterår er højsæson for stankelben, som trives i den lune efterårsluft. Derudover er det også parringstid for stankelbenene, som er på jagt efter en mage eller et sted at lægge æg. Så der er altså en helt naturlig forklaring på de mange aktive stankelben. Det skriver TV2 Østjylland.

Stankelbenene tiltrækkes af lyset og varmen fra huset og finder vej ind af revner og sprækker. Den bedste måde at undgå besøg af de langbenede dyr er altså at lukke for vinduerne eller lufte ud kortvarigt med slukket lys. 

– Deres højsæson går på hæld i takt med, at det bliver mere koldt. Det er i forholdsvis kort tid, de er fremme på den her måde, men lige nu nyder de, at det er lunt og fugtigt, siger Jens Thorving Andersen, naturformidler ved Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Stankelbenets fætter, edderkoppen, er også ekstra synlig i disse måneder. Hvis du er tidligt ude om morgen, kan du være heldig at se fænomenet flyvende sommer. Hvis du kigger ud på græsset en tidlig morgen, er det ofte i denne tid dækket af edderkoppespind og dug. Når edderkoppeungerne kravler op af græsset, kan de blive taget af vinden, og det bløde spindelvæv på græsset fungerer som en slags faldskærm, som sørger for en sikker landing.

Naturformidleren opfordrer til, at du finder forstørrelsesglasset frem og udforsker de over 100 forskellige arter af stankelben, som har hjemme i Danmark.

Mest læste artikler