Derfor er hvepsene mest aggressive sidst på sommeren

Bliver du også irriteret - og en lille smule bange - når hvepsene sværmer aggressivt om dig sidst på sommeren? Læs hvorfor, og se hvad du kan gøre for at minimere risikoen for at blive stukket.
Hveps der er ved at stikke et menneske

Foto: Getty Images

Du har måske bemærket, at hvepsene bliver mere aggressive i slutningen af sommeren. Det er der flere gode forklaringer på. I løbet af foråret og sommeren har hvepsene nemlig travlt med at betjene hvepseboet, men omkring slutningen af august søger dronningen mod sit vinterhi, og der er derfor ikke mere at lave for de hårdtarbejdende hvepse. 

Nedfaldne frugter giver fulde hvepse

Sensommeren og det tidlige efterår er sæson for de nedfaldne frugter, som ligger og gærer, når de rammer jorden. Gæret frugt er lidt af et festmåltid for hvepsene, men det gør dem fulde og mere aggressive end ellers, og derfor bliver de mere nærgående og stikker oftere. Hvis du vil være på forkant med sensommerens aggressive hvepse, kan det være en fordel at få fjernet hvepseboet tidligere på sæsonen, når du opdager det. 

Fire gode råd til at undgå at blive stukket

  1. Bevar roen. Du har nok hørt det før – det kan være en dum idé at lange ud efter en aggressiv hveps. Det gør dem kun endnu mere sure, så forsøg i stedet at bevare roen og forlad langsomt området, der er generet af hvepsene.

  2. Dæk mad- og drikkevarer til. Hvepsene har en ekstraordinær lugtesans, så ved at dække varerne til, gør du det sværere for dem at få færten af maden.

  3. Skru ned for parfumen. Som sagt, så tiltrækkes hvepse af dufte, så hvis du ikke vil have dem helt tæt på, kan det være en god idé at undlade at tage parfume på, der kan dufte blomsteragtigt og dermed tiltrække hvepsene.

  4. Udfør en afledningsmanøvre. Det lyder skørt, men det er faktisk simpelt at snyde hvepsene. Stil et glas saftevand eller lignende et stykke væk fra området, hvor I ønsker at nyde måltidet i fred. Så vil hvepsene i stedet tiltrækkes de søde dufte derfra.

Kilde: Anticimex.dk 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler