Invasive hvepsearter nærmer sig Danmark: Sådan bekæmper du dem

Invasive hvepsearter er på vej mod Danmark. Få kendskab til, hvordan du kan kende hvepsearterne fra hinanden, og hvordan du får bugt med dem.

Vi kender det alle sammen. Man sidder ved havebordet og skal til at stikke gaflen i en saftig grillpølse. Men pludselig afbrydes freden af en summen fra en hveps, der har udset sig netop din mad, og som målrettet kæmper for at få en smagsprøve.

Den danske sommer og tidlige efterår indebærer ofte hvepse af forskellig art, der både er aggressive og pågående. Nogle af hvepsene er imidlertid relativt nye gæster i den danske natur. De er invasive arter, hvilket betyder, at de har spredt sig til steder, hvor de ikke naturligt hører hjemme, og hvor de skader de oprindelige arter. Det gælder for eksempel stor gedehams.

Stor gedehams måler ca. 1,8-3,5 cm i længden. Den har et rødligt hoved, antenner og ben, rødgule vinger og en gul bagkrop med brune eller sorte led-adskillelser og rødbrun behåring. Stor gedehams er typisk ikke aggressiv, men provokeres den, kan dens giftige stik være særdeles smertefuldt og endda livsfarligt for mennesker med allergi.

Foto: Getty Images
Foto: Getty Images

Udover stor gedehams findes der også invasive hvepsearter, som endnu ikke er blevet observeret i Danmark. Heriblandt er asiatisk gedehams og asiatisk kæmpe gedehams, der er to invasive arter, som truer de oprindelige hvepsearter.

Asiatisk gedehams

Asiatisk gedehams stammer fra Asien, og har etableret sig i flere europæiske lande. Det forventes, at den kan komme til Danmark ved import af varer fra udlandet, hvilket er sket i andre europæiske lande. Asiatisk gedehams er uønsket grundet dens trussel mod mennesker med allergi samt andre hvepse- og bi-arter.

Asiatisk gedehams måler ca. 1,5-3 cm i længden. Den er oftest næsten sort med en bred orange stribe på bagkroppen og en tyndere gul stribe på det forreste led. Benene er gule på de yderste led. Hovedet er orange, hvis det ses forfra. Forkroppen er beklædt med korte mørkebrune eller sorte hår.

Foto: Getty Images
Foto: Getty Images

Asiatisk kæmpe gedehams

Asiatisk kæmpe gedehams stammer ligeledes fra Asien, men er derudover kun blevet observeret i Canada og USA. Grundet sin kropslængde på op til 5 cm er asiatisk kæmpe gedehams farlig for mennesker, da dens gift er mere effektiv end stor gedehams’.

Asiatisk kæmpe gedehams har et bredt hoved, der er orange i farven og med brune antenner. Øjnene er mørkebrune eller sorte. Udover to store sammensatte øjne, har den også tre mindre øjne, der har samme farve. Forkroppen er mørkebrun, og vingerne er grålige. Benene er også mørkebrune, men bliver dog lysere mod enderne. Bagkroppen har bånd af skiftevis orange og mørkebrun farve.

Foto: Getty Images
Foto: Getty Images

Begge arter er en trussel mod honningbier, da de kan foretage koordinerede angreb på bier, der ikke har nogen forsvarsadfærd og dermed er et let bytte.

Sådan bekæmpes asiatisk gedehams og asiatisk kæmpe gedehams

Miljøstyrelsen får mange henvendelser omkring forskellige hvepsearter i Danmark. De er derfor i tæt dialog med Danmarks Biavlerforening, hvor de sammen drøfter potentiel bekæmpelse af de invasive hvepsearter.

Miljøstyrelsen opfordrer i den forbindelse alle til at indberette observationer af disse invasive arter på deres indberetningsportal: invasive-arter.dk.

5 tricks til at bekæmpe hvepse

Få aggressive hvepse til at forsvinde fra dit hjem med disse enkle tricks.

  1. Placér en tallerken med kaffegrums på havebordet og sæt ild til det. Kaffen brænder langsomt og afgiver en lugt, som hvepse ikke kan fordrage.

  2. Vand! Hav en vandforstøver klar på terrassen og sprøjt løs på hvepsene. De tror, at det regner, og søger tilbage til deres bo.

  3. Biavlere har opdaget, at nellikeolie på hænderne frastøder bier, og dette trick er angiveligt også gavnligt i forhold til hvepse.

  4. Benzin og petroleum er også kraftige lugte, der får hvepse og andre insekter til at forsvinde.

  5. Kød! Et stykke rødt kød placeres i en hvepsefælde, og proteinerne tiltrækker insekterne.

Mest læste artikler