Plant som du vil
Når man læser i havebøgerne, kan man hurtigt få fornemmelsen af, at grøntsager kun kan dyrkes i køkkenhaven eller i dertil indrettede højbede, at krydderurter hører til i urtegården, og at blomster selvsagt skal placeres i blomsterbede eller krukker.
Men det er menneskeskabte regler, som du ikke nødvendigvis behøver at følge. De er ikke vedtaget ved lov, og planterne har ikke læst havebøger. De kan langt hen ad vejen dyrkes der, hvor du har lyst til at dyrke dem. Prøv at slippe fantasien løs. Så står du pludselig med helt nye muligheder for at skabe flotte beplantninger i din have.
Læs mere: 10 tricks til det perfekte jordbærbed
Skaber ro i blomsterbed
Mange grøntsager er gode at bruge i blomsterbedet. Det gælder især de høje og fyldige typer, der fylder godt i både højde og drøjde som for eksempel kålarter og bladbeder. Med deres spændende struktur og lækre farver giver de modspil til stauder og sommerblomster i bedet og skaber lidt ro mellem de viltre blomster, så deres egenskaber hver især kommer bedre til deres ret. Det bliver bedet endnu flottere af.
Høje grøntsager som artiskok og kardon, der er en lidt mindre udgave af artiskok, er så flotte i sig selv, at det er helt oplagt at plante dem i blomsterbedet.
Det samme gælder forskellige sorter af fennikel, der får skønne, lette blomsterskærme hen på sommeren og valsk bønne, der med sit grågrønne løv og fine, hvide blomster også passer perfekt i et blomsterbed.
Omvendt er forskellige salater og andre bladgrøntsager
fine som kantplanter, hvis du vel at mærke kan klare, at der kommer huller i kanten i takt med at du høster i hvert fald hovedsalaten.
Læs mere: Sådan får du succes med persille i køkkenhaven
Krydderurter er stauder
Krydderurter er et helt kapitel for sig i denne sammenhæng. De fleste af dem er i virkeligheden stauder, der bare giver sidegevinst i form af aromatiske blade. Hen på sommeren blomstrer mange krydderurter så smukt som havens andre stauder, så de kan i virkeligheden lige så godt dyrkes i blomsterbedene. Sæt et skilt ved krydderurterne, hvis du er i tvivl om, om du kan kende dem, så du ikke kommer til at høste af de forkerte planter.
Krydderurternes duftende blomster virker som en magnet på sommerfugle og bestøvende insekter, så du gavner samtidig mangfoldigheden i haven, når du planter ekstra mange krydderurter.
Nem skærehave
Når du nu er i gang med at vende op og ned på god ro og orden i haven, er det også en god idé at supplere de rækkekulturer, der nu engang er nemmest at dyrke i en køkkenhave eller i højbede, med masser af sommerblomster, der sås mellem rækkerne, samtidig med at du sår eller planter grøntsager.
Læs mere: Sådan sætter du fut i kartoflerne
Det indebærer, at køkkenhaven også bliver et fint og farverigt haverum. Samtidig forvandler du på en måde dine sommerblomster til nytteplanter, for der vil almindeligvis være rigeligt at klippe af til havebuketter, når du dyrker dem på denne måde. Med det lille kunstgreb har du faktisk fået en kombineret køkken- og skærehave
forærende.