5 måder at redde dine fliser på

Blot udskiftning af én flise eller rensning af terrassen giver et helt nyt og pænt udtryk. Her får du gode råd til hurtige og nemme løsninger på reparation og rensning af dine fliser, der kan gøre din terrasse så god som ny.

Knækkede fliser

Har du en knækket flise på terrassen bør denne skiftes ud med det samme. Kontakt leverandøren, hvis du ikke har et par sten i overskud fra lægningen. Så vil det sandsynligvis være muligt at skaffe lidt ekstra.

Hvis ikke, kan du evt. skifte ud med en sten fra de mindre iøjnefaldende steder på terrassen. Lirk den ødelagte flise op med et koben eller en mejsel. Fyld lidt grus i hullet. Stamp gruset med en stolpe – eller, hvis det er et større område, med en pladevibrator, som du kan leje i et byggemarked. Sørg for, at den nye overflade er jævn med den øvrige overflade på terrassen.

Læg den nye flise i hullet og fyld fugerne omkring stenen med fugesand. Fej den del af terrassen over med fugesand, der ligger op til de udskiftede fliser, til fugerne er helt fyldte.

Er skaden kun overfladisk eller på den ene side, kan du evt. vende flisen og få den pæne overflade opad – såfremt flisen er ens på begge sider.

TIP: Tag lidt bladaffald fra tagrenden til at farve den nye flise med, hvis den adskiller sig fra den øvrige terrasses fliser.

Stenene ligger ujævnt

Vind og vejr kan have gjort, at terrassen bugter sig i bakkedal, fordi jorden under fliserne ikke har været stampet tilstrækkeligt.

Fjern flisen og evt. også de nærmest omkringliggende. Fyld grus i hullet og fordel det jævnt. Stamp gruset fladt med en stolpe eller en pladevibrator. Fyld grus på igen, så bunden bliver komprimeret – sørg for at holde overfladen lige med de øvrige fliser ved hjælp af et vaterpas. Læg flisen på igen. Fej terrassen over med fugesand.

Når fliserne er beskidte

Det kræver lidt knofedt at få rene fliser. Du må prøve dig frem. Prøv først med vandslangen og en kost med stive børster. Hvis det ikke hjælper, kan du slibe skidt og belægninger af ved at hælde fugesand på fliserne og feje hen over det med en kost med stive børster.

Brug en særlig fliserenser, som er et mundstykke på højtryksspuleren, der kaldes patio cleaner. Den fordeler strålens tryk over et større område, så du ikke kommer til at skade den enkelte flise med et for koncentreret tryk.

Eller brug en traditionel højtryksspuler, men brug den skånsomt: Prøv dig frem på en flise, der ikke ligger så synligt – test evt. på en ekstra flise, der blev tilovers, da terrassen blev lagt.

Vælg den laveste styrke til strålen. Hold højtryksrenseren i en afstand på 40-50 cm af fliserne, så trykket ikke bliver for hårdt. Hold en sprøjtevinkel på omkring 30 grader og spul aldrig lodret ned i fliserne, så fugesandet bliver spulet væk.

TIP: Bruger du rengøringsmidler, så vær opmærksom på, at natursten ikke kan tåle midler med syre i. Er du i tvivl om, hvorvidt fliserne er syrefaste, så hør hos forhandleren eller prøv at vaske dem et ikke-synligt sted først.

Hvis fliserne er alge-angrebet

Hvis du ikke kan fjerne algerne ved ovenstående metode – vand, sand eller højtryksspuler – så brug et algemiddel til at få bugt med uvæsenet. Tjek Miljøstyrelsens liste over godkendte midler til algefjerning.

Angreb af lav eller flisepest

Der findes produkter i handlen, som bruges til at opsuge giftstoffer med. De er også effektive mod lav eller flisepest: Sprøjt en blanding af vand og produktet på de angrebne pletter på fliser, beton eller andre overflader. Så opsuger væsken de uhensigtsmæssige svampe eller problemer, hvorefter der kan fejes med en stiv kost, samles op og fjernes.

Læs mere: Havefliser – sådan lægger du fliser på terrasse, indkørsel og gangsti

Mest læste artikler