Vælg belægninger, der udnytter regnvand i haven

Rent regnvand fra terrasse og indkørsel bør ikke ende i kloakken. I dag kan du få mange forskellige belægninger, der lader vandet sive direkte ned i undergrunden.

bilhjul på en belægning i en indkørsel

LAR og permeable belægninger er to begreber, som alle villaejere ligeså godt kan vænne sig til. LAR står for Lokal Afledning af Regnvand, og “permeable belægninger” er sten- og flisebelægninger som tillader vandet at sive igennem. For at nedsivningen skal fungere, skal der være et bærelag, der fungerer som magasin – på linje med en faskine – hvor overfladevandet opsamles og nedsives i stedet for at løbe i kloakken.

Du skal også forsøge at vænne dig til, at monsterregn og oversvømmelser er en jævnligt tilbagevendende begivenhed – der sætter fokus alt for store brolagte områder, som er med til at overbelaste vores kloakker.
 Derfor arbejder blandt andre kommuner og boligudviklingsselskaber med at tænke konceptet LAR ind i nye boligområder.

I de senere år er der udviklet nye former for permeable belægningssten og bærelag. Principperne er forskellige fra produkt til produkt, men princippet er, at de skal kunne nedsive vandet fra et skybrud.

1. Plastarmering til sten og græs

Plast-fliserne er i armeret, grå plast, og de klikkes sammen til en sammenhængende armering. Når de lægges på et bærelag, der tillader nedsivning, lader de minimum 70 % af regnen passere direkte ned i jorden. 
Armeringen findes i 30 og 50 mm’s højde med forskellige belastningsegenskaber, alt efter behov. 
Armeringen lægges ud på et bærende, men rodvenligt, underlag og fyldes med sandet muld (30 % sand og 70 % muld). Der skal rettes af, men slet ikke så præcist som til faste betonfliser.


Vedligeholdelse: Passes som en græsplæne.

Pris: Ca. 150 kr. m² for fliserne.

2. Topping af sten eller grus

Plastfliserne kan også fyldes op med sten eller groft grus, velegnet til indkørsel og terrasse.

Vedligeholdelse: Kræver lugning. Dog kan en ukrudtsdug, der ligger lige under plastarmeringen, forhindre en del af ukrudtet i at få fat.

Pris: Ca. 150 kr. m² for fliserne. Hertil kommer bærelag og ukrudtsdug til bærelag.

3. Belægningen “smøres” på

Nu kan du designe din egen overflade på terrasse og indkørsel med Permastone. Materialet består af små granitskærver blandet med en 2-komponent epoxy, der giver en fast, slidstærk og flot overflade. Granitten fås i mange forskellige farver. Vandgennemtrængeligheden er enestående – tager sagtens et skybrud. Et lag på kun fire cm. kan bære trafikken i din indkørsel; hvis bærelaget er korrekt udført.

Vedligeholdelse: Nedfaldende blade og skidt fejes væk. Virker gennemtrængeligheden forringet efter nogle år, kan belægningen evt. højtryksspules. Det anbefales, at overfladen oversprøjtes med en let epoxyblanding ca. hvert 3-4 år.

Prisen for materialet: ca. 500,-/m². Hertil kommer bærelag og anlægsgartner.

4. Fugerne tager vandet

Her er de store flotte fliser lagt med ekstra brede fuger, der lader vandet sive ned. Alle typer fliser kan benyttes til nedsivning, princippet er, at når 10 pct. af belægningen udgøres af fuger, kan vandet fra et skybrud nedsives direkte. Kræver korrekt udført fuger og bærelag til nedsivning.

Vedligeholdelse: De brede fuger kræver lugning et par gange om året. Men da de er fyldt op med skærver, er det nemt at trække rødderne op. Desuden skal fugerne vedligeholdes for at bevare funktionen. Ca. hvert 3. år skal halvdelen af fugen renses op (ca. 4 cm) – og der skal lægges nyt materiale i.

Pris: Ca. 150 kr. pr m².

5. En klassisk løsning

Fliserne ligner helt traditionelle betonfliser, men betonen er porøs, så vandet kan løbe igennem selve flisen. Det forsinker nedsivning og mindsker overfladeafstrømning til kloakker. Findes i mange forskellige farver og designs.

Vedligeholdelse: Skal holdes rene med en god gårdkost.
Kan benyttes på terrasser, stier og indkørsel.

Pris: ca. 150 kr. m2. Kræver et bærelag til nedsivning.

Mest læste artikler