På idenyt er vi så heldige næsten konstant at kunne beskæftige os med hus og have – både i arbejdstiden og privat.
Derfor giver vi dig i serien ‘idenyt anbefaler’ vores helt personlige bud på det bedste af det bedste – denne gang om gode indkøb til terrassen.
Har du et hus-og haverelateret emne, du gerne vil have vores bedste tips til, kan du skrive til os her
Hvad er dit bedste indkøb til terrassen?
Mette Trudsø, chefredaktør
– Vores smarte lille og energibesparende infrarøde terrassevarmer fra det danske firma Mensa Heating. Den koster kun godt en krone i timen at have kørende, passer ind under bordet og bliver ikke varm på overfladen. Den har et håndtag, så man nemt kan flytte rundt på den – og så kan den tåle, hvis man får smidt lidt vand (eller vin) på den. Funktionelt design, der er gennemtænkt hele vejen rundt.
Emil Maischnack Jensen, digital redaktør
– Mit bedste køb er ikke et køb, men da jeg forleden var på besøg hos en god bekendt, fandt jeg ud af, at han havde et hængekøje-stativ, han ikke brugte. Det fik jeg lov at slæbe hjem på terrassen. Min haves største mangel er nemlig, at den ikke har to træer, der står tæt nok til, at jeg kan hænge en hængekøje i dem.
Gitte Højbjerg Jensen, direktør
– Min brændegrill! Den sørger for varme på terrassen – også når vi er færdige med at grille og bare hygger i ildens skær.
Hue Mai Møller, digital chef
– Helt sikkert vores mini-city-drivhus fra Juliana, som tog tre timer at samle. Det giver os røde tomater og en masse friske krydderurter.
Jeppe Nybye, journalist
– Siden jeg blev have- og terrasse-ejer for godt et år siden, har der manglet noget udefinerbart. Hvad det var, blev omsider klart for mig, da vi fik en hængekøje til terrassen. Den hængekøje binder virkelig uderummet sammen.
Søren Jensen, salgsansvarlig
– Vores overdækning af terrassen! Vi byggede den sidste år, og allerede i år har vi haft flere udetimer, end vi plejer. Den skaber også et meget bedre indeklima i stuen, der ikke bliver så varm.
Michael Nielsen, salgsansvarlig:
– Min gasgrill fra Beefeater, som jeg købte i 2010. Den fungerer rigtig godt og ser også stadig fin ud, så den har været alle pengene værd.
Jeannie Skyttebo, Head of Agency
– Vores skønne Morsø Forno udeovn, der står på det tilhørende bord. Der er blevet lavet pizzaer og skumfiduser, og nogle gange er der også bare blevet tændt op for hyggens skyld.
Aviaya Lindestrøm, studentermedhjælper
– Jeg har heldigvis en altan, hvor det bedste køb, jeg har gjort mig, er en skøn lille bambus-bænk (som lige akkurat kan være der), så jeg kan nyde solen i eftermiddags- og aftentimerne.
Amanda Petri, studentermedhjælper
– Når man har en lille altan, som jeg har, gælder det om virkelig at udnytte pladsen bedst muligt. En hyggelig bænk, der samtidig kan bruges som opbevaring, er derfor meget værdsat hos mig.