Terrasse inspiration – 7 tips
1. Indoor Outdoor
Årets absolut største trend. Den er udsprunget af corona-pandemien, der satte sit præg på en lang række aspekter af vores liv – inklusive terrassen. Da vi begyndte at tilbringe det meste af vores tid derhjemme, opstod der et nyt behov for at gøre hjemmelivet ekstra behageligt. Derfor er det blevet en trend at indrette terrassen, som var den indendørs: inddeling i zoner, behagelige udendørsmøbler og masser af planter, puder og tæpper. Det handler om at få det til at virke så meget som indendøre som muligt! Det har Birthe Kildal med Instagram-profilen @villakildal til fulde opnået, som man kan se af nedenstående billede.

2. Vedligeholdelsesvenlige materialer
De fleste af os vil gerne indrette og organisere os så billigt, effektivt og enkelt som muligt. Derfor går tendensen også mod mere vedligeholdelsesvenlige materialer. Det gælder ikke mindst på terrassen, hvor man i et land som Danmark skal tage højde for både sol, blæst, masser af regn og lejlighedsvis sne, sjap og hagl. Acacie er et robust og slidstærkt hårdttræ på grund af træfibrenes høje tæthed, og det bruges blandt andet af IKEA i deres kendte udendørs-kollektion Nämmerö. Eksempler på andre gode materialer er kebony, trykimprægneret eller varmebehandlet træ.

3. Naturlige farver
Her i Skandinavien kan vi godt lide de naturlige farver, så denne trend er ikke som sådan ny. Alligevel ser vi en øget brug af de brune toner, som skaber en rolig og afslappet atmosfære. Her et eksempel med loungebordet Serino fra ILVA

4. Bæredygtighed
Bæredygtighed er blevet en uundgåelig trend, og det er blevet stadig mere populært at genbruge materialer og ting, man har liggende derhjemme – og det kan der komme mange sjove timer ud af! Fund fra garagen, nabolaget eller loppemarkeder kan få helt nyt liv, og i tråd med den grønne trend vil 2023 – som vi tidligere har beskrevet i idenyt – byde på en større fokus på genbrug og hjemmedyrkning. Man kan fx lave et minidrivhus eller en mistbænk af gamle vinduer, lave fuglebad af en gammel balje eller, som på billedet her, lade en arvet stol fra naboen komme til ære og værdighed igen.

5. Terrasse inspiration: Planter i alle højder
I tillæg til drivhuset eller højbedet kan du fylde terrassen med planter i alle højder! Selvom vi gerne vil føle det, som om uderummet er inde, er planterne en stor del af det at nyde livet på terrassen. Skab din egen oase ved at placere planterne i alle mulige højder ved hjælp af krukker, potter, pendler, skabe, hylder, pergola og klatreplanter! Du kan også lave en decideret plantevæg som denne fra Nature Impact.

6. Udendørs køkken
Hvem siger nej tak til en middag ude på terrassen? Der er kort vej fra produktion til konsumption, og det giver sin egen hyggelige stemning at kunne lave maden sammen med dem, man skal servere den for. Der behøver ikke at være tale om det helt store og dyre udekøkken, som vi så eksempler på for nogle år siden – det kan sagtens være lille, hyggeligt og sammensat af genbrugsmaterialer, så du slår to terrassetrends med ét smæk (tre, hvis du oven i købet serverer hjemmedyrkede grøntsager fra udekøkkenet).

7. Tag/pergola til terrasse inspiration

Denne trend er blevet stadigt større og er en perfekt måde at dele terrassen ind i flere zoner på.
Det kan få en udeplads til at blive mere hyggelig og et stort uderum til at blive mere overskueligt. Det gør det også nemmere at støtte klatreplanter, som samtidig kan skærme for det ambivalente danske vejr. Det er også sjovt at bygge sin egen pergola, og du kan enten bruge gamle brædder eller træ fra fældede træer i haven for at improvisere dig frem til en billig løsning.