Hvornår kan man male udendørs?
Tidspunkt: Fra april til september – som regel skal det ikke have regnet i mindst 3-5 dage, før træet er tørt nok. Tjek vejrudsigten, så du sikrer dig, du har nok tørre dage at arbejde i.
Træets fugtighed: Under 15 procent. Tjek efter med en fugtmåler, der kan købes i de fleste byggemarkeder til omkring 100 kr.
Temperatur: Mellem 10 og 25 grader. Ved højere temperaturer tørrer malingen/træbeskyttelsen for hurtigt til at kunne nå at trænge ordentligt ind i træet.
Luftfugtighed: Mellem 40 og 80% Den helt perfekte relative luftfugtighed er 60%
Lysforhold: Mal aldrig i direkte sol, så tørrer malingen/træbeskyttelsen for hurtigt til at kunne nå at trænge ordentligt ind i træet.
Hyppighed: Vinduer skal gerne efterses hvert år, mens andet udvendigt træværk kan nøjes med overfladebehandling hvert femte år.
3 gode råd til at male udendørs
1. Gør et grundigt forarbejde
Rengør overfladen og skrab løse malingrester af. Et godt tip er at sætte noget kraftig tape godt fast på træværket og så hive det af. Så kan du se, hvor grundig du skal være med slibemaskine og skrabejern. Lad træet tørre i et døgn, efter du har renset det.
2. Vælg den rigtige beskyttelse
Er træet ubehandlet, skal du bruge grunder først. Det skal gerne tørre i en til to dage, inden du fortsætter. Når du skal male træet, skal du bruge en enten transparent eller heldækkende udendørsmaling. Der er stor forskel på kvaliteten og holdbarheden af træbeskyttelse, så spørg gerne en fagmand til råds.
3. Mal med tynde strøg
Det kan være fristende at bruge meget maling ad gangen, så den dækker mere, og arbejdet klares hurtigere. Men det giver et langt mere jævnt resultat at male med tynde strøg. Begynd øverst og arbejd dig nedad.
Kilder: idenyt.dk, Bolius, Biltema