Rigtig pleje gi’r sundt træ

Nu er det tid til at tjekke, om stakitter, udhæng, gavle og andet træ, der har fået træbeskyttelse, trænger til en ny beskyttende behandling. Er træbeskyttelsen slidt og afskallet, er det tid at finde penslerne frem.

Sådan tjekker du, om der er brug for ny behandling

Juni er et godt tidspunkt til at gå alt udvendigt træ efter. Tag en kniv og en skarp skruetrækker med, og tjek, hvordan den gamle træbeskyttelse har det. Skrab i afskalningerne, stik i mistænkelige blærer, og mærk efter med skruetrækkeren, om den synker i. Det betyder, at træet er for fugtigt.

Vær opmærksom på, at du temmelig sikkert ikke behøver at behandle alt træ på en gang. Der er forskel på, hvor medtaget træet bliver. En mørk trægavl mod syd er fx utroligt udsat og skal måske efterbehandles hvert andet år, mens træet mod øst og nord ofte kan klare sig længere.

Det bedste malervejr

 Den bedste temperatur til malerarbejde er omkring 20° – minimum 10° og maks. 25°. Er luftfugtigheden over 80 %, vil træbeskyttelsen enten ikke tørre, afskalle eller blive skjoldet. Er luftfugtigheden under 40 %, vil træbeskyttelsen sætte sig for hurtigt, ikke trænge ind – og vil være svær at male på.

Vask og slib

Skal træet have en ny omgang træbeskyttelse, skal du starte med at vaske hele fladen grundigt af for snavs og fedt og evt. alger eller skimmelsvamp. Skyl godt efter.
Nu skal alt løstsiddende træbeskyttelse fjernes. Hvis træet er høvlet og glat, sker det med sandpapir, slibemaskine og skraber. Er træbeskyttelsen derimod malet på uhøvlet træ, er en såkaldt stålkardæsk – en flad, stålbørste med afrundede børster – det rette værktøj. Husk, at alt ubehandlet, gråt træ skal rengøres og slibes ned til friskt træ, før du grunder og påfører træbeskyttelse.

 

Foto: Lise Morten Høy

Brug en skruetrækker til at tjekke træet for råd og fugt.

Foto: Lise Mortensen Høy

En stålkardæsk er god til at fjerne løs træbeskyttelse.

Foto: Lise Mortensen Høy

Revner i træet kan mættes med olie på en grov pensel.

Træbeskyttelse, der sidder godt fast, skal ikke skrabes bort, det kan blot slibes eller børstes mat. Når træet er rent, er det klar til behandling. Er træet fugtigt, skal det tørre helt, før nye lag påføres, ellers lukkes fugten inde.

Fugtigheden i træet skal være under 18 %, når du maler, da svamp, skimmel og råd kun kan brede sig, når fugtigheden er over 20 %. Er du i tvivl, kan du evt. leje en fugtighedsmåler.

Olie i revnerne

En del udendørs træ vil få små revner og sprækker, når det udtørrer i solen. Selve træfladen vil altså fremstå med træbeskyttelse – men træet er revnet og åbent ind til råt træ.

Her er kuren:
• Vask snavs og fedt af.
• Dup/pensl revner og sprækker med grundingsolie.
• Tør med det samme de malede flader af med tør klud.
• Gentag behandlingen, til revnerne er mættede.
• Luk hele fladen med et lag træbeskyttelse.

Plet og mal

Mal på en tør dag, men undgå at male i direkte sol. Start med at pletmale med grundingsolie. Er træet meget udtørret, skal det sikkert have 2-3 gange olie. Fortsæt, til olien ikke længere suger ind. Husk, at grundingsolie ikke må hærde op uden på gammel træbeskyttelse – her skal det tørres af med en tør klud.

Efter grundingen skal pletterne have træbeskyttelse, og til sidst skal hele fladen males over. Nogle flader vil kræve to overmalinger, andre kan klare sig med én, det afhænger både af, hvor slidt den gamle træbeskyttelse er – og hvor tykt du maler det nye lag.

Olie eller vand?

Træbeskyttelse på oliebasis
• Fortyndes med terpentin og er alkyd- eller linoliebaseret.
• Olierne og alkyderne bliver hårde og forsvinder.
• Trænger dybt ind i træet og binder på tørt og revnet træ.
• Den afslører dårligt træ ved simpelt hen at skalle af.
• Ikke olie på vand: Den oliebaserede type kan normalt ikke males oven på den vandopløselige beskyttelse.

Vandig træbeskyttelse
• Fortyndes med vand og indeholder bl.a. akryl.
• Er slidstærkt og kan derfor generelt holde i flere år.
• Er elastisk og revner ikke, selv om træet bevæger sig.
• Trænger ikke ind i træet, men lægger sig udenpå.
• En pæn, glat overflade kan dække over ødelagt træ.
• Vand på olie: Normalt kan du male vandopløselig træbeskyttelse oven på træbeskyttelse på oliebasis.

Se yderligere seks gode råd om træbeskyttelse på næste side.

#br

 

Seks gode råd

* Fjern begroninger med husrens eller algefjerner, og lad det virke i 3-4 døgn. Herefter skrubbes begroningerne med en stiv børste og grundrens.
* Bunden skal være ren og bæredygtig, så fjern løstsiddende træbeskyttelse med et skrabejern. Gammel træbeskyttelse, som stadig har god vedhæftning, matslibes.
* Fjern nedbrudte træfibre, så evt. bart træ er friskt og bæredygtigt. Brug slibepapir eller evt. stålkardæsk (en flad stålbørste med afrundede børster, der ikke ridser træet).
* Vask hele overfladen med grundrens. Skyl efter med rent vand. Afskrab knaster og harpikspletter, og affedt med rensebenzin.
* Bart træværk grundes for at sikre den bedste vedhæftning for efterfølgende træbeskyttelse.
* Påfør træbeskyt­telse efter behov som beskrevet på produktet.

 

 

 

Twitter Print

Mest læste artikler