Udestuen kan nemt forvandles fra roderum til oase

Udestuen kan med enkle midler blive hjemmets bedste rum, og stedet hvor sommeren kan forlænges. Og det behøver ikke være en hård eller tidskrævende proces. Det gælder om at rydde ud i det unødvendige og finde ud af, hvilke behov du har. Desuden er udluftningen central, hvis du vil dekorere udestuen med planter. Få en liste over, hvilke planter, der egner sig.

Ryd op og skab plads

Oprydning er det første skridt på vejen til en dejlig udestue. Gå udestuen godt og grundigt igennem. Kassér de ting, der er havnet derude, fordi du ikke lige vidste, hvor du ellers skulle gøre af dem. Hvis de har ligget og rodet i udestuen i et år, får du sandsynligvis ikke brug for dem igen.

Find ud af, hvilke funktioner du har behov for

Næste skridt er, at du skal beslutte, hvilke funktioner der er nødt til at være i udestuen. Hvis det for eksempel er nødvendigt med plads til tørrestativet, så find et hjørne, hvor det kan stå, så det hverken roder eller spolerer den gode udsigt.Find ud af, hvilke funktioner du har behov for

Hold orden efter oprydningen

Undgå nye rodebunker ved at samle tæpper, puder, legetøj og andre ting, som du gerne vil have derude, i flotte kurve, æsker og kasser i matchende farver. Når det er nemt og hurtigt at rydde op og holde orden, har vi langt større tendens til at gøre det.

Tekstiler og møbler skal være egnede til UV-stråling

Møbler og tekstiler skal kunne tåle uv-stråling fra de mange timers skarpe sollys i udestuen. Tekstiler, der ligger fast derude, vil uundgåeligt falme, hvis de ligger fremme hele tiden. Sørg for, at pudernes betræk kan tages af, så det kun er betrækket, du skal skifte, og hav for eksempel en flet-kiste til at pakke tæpperne væk i, når du ikke bruger udestuen. Alternativt kan du købe havemøbel-tekstiler, fordi de er mere lysægte end almindelige tekstiler. Og det samme med møbler – køb nogle, der er lavet af uv-resistente materialer.

Indret udestuen med planter

Udestuen føles endnu mere som en del af haven, når du indretter den med smukke planter. Hvilken type planter, der egner sig, afhænger af udluftningen. Hvis der er god udluftning, har du nærmest drivhuslignende tilstande. Det betyder, at du kan dyrke et væld af spiselige planter – lige fra krydderurter til tomatplanter og citrontræer – som ud over at dufte godt også egner sig til, at du kan plukke af dem, når du laver mad.

Planter til udestuer med dårlig udluftning

Hvis udluftningen ikke er særlig god, skal du hellere bruge kaktus og sukkulentlignende planter. Det smarte ved sukkulenterne er, at de opmagasinerer vand i deres kødfulde blade og derfor ikke tager skade af at tørre ud mellem vandingerne.

Vælg de rigtige planter til udestuens klima

Til udestuer med god udluftning:

  • Bougainvillea (trillingranke)
  • Hibiscus (Hibiscus)
  • Ørkenrose (Adenium obesum)
  • Orkidéer
  • Nerie (Nerium)
  • Bægerranke (Mandevilla sanderi)
  • Figentræ(Ficus carica)
  • Mini-appelsintræ (Citrofortunella micro-carpa – frugterne er dog uspiselige)
  • Citrontræer (Citrus)
  • Små vinplanter (Vitis – hvor du kan spise frugterne)
  • Oliventræer (Olea)

Til udestuer med ringe udluftning:

  • Sukkulenter, fx:
    • Kapaloe (Aloe brevifolia)
    • Kalankoe (Kalanchoe)
    • Paradistræ (Crassula ovata)
  • Nemme, grønne planter:
    • Bajonetplanten eller svigermors skarpe tunge (Sansevieria)
    • Zamioculcas (Zamioculcas)

Klimaet i udestuen gør, at planterne har brug for mere vand sammenlignet med andre rum. Så tjek dem ofte og sørg for, at de ikke tørrer ud.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler