Vælg et uderum, der passer præcis til din have

Først købte familien Ställdal-Eriksson en pavillon, så kom drivhuset til og senest udestuen. Fælles for alle uderum er, at de er funktionelle og passer ind i helheden. Og så forlænger de sommeren og giver meget mere haveliv - også om aftenen, når det bliver koldere.

Vælg den billigste løsning først
I dag kan du købe pavilloner, annekser eller udestuer i meget forskellige prislag. Familien Ställdal-Eriksson valgte i første omgang at investere i en pavillon, så de kunne prøve lysten til mere haveliv af på en rimelig økonomisk måde.

Pavillion, drivhus og så en udestue
– Her kunne vi finde læ for blæsten, og pavillonen er også perfekt en sommerdag med regn, mener Eva – husets frue. Så kom lysten til egen avl – og drivhuset – til, og her blev der for alvor slappet af, når arbejdsdagen var forbi. Først senere valgte de udestuen – ikke mindst fordi den kan bruges hele året og dermed samlet giver familien flere kvadratmeter at råde over.

Valgte at en arkitekt skulle stå for byggeriet
Familien var enige om, at en arkitekt skulle kontaktes, så byggeriet ud over det æstetiske også ville opfylde lovgivningens krav til udestuer eller småbygninger i haven. Et af ønskerne var også, at der skulle være direkte adgang fra hovedhuset. Udestuen blev således bygget på hovedhusets ene gavl med en størrelse på 3 x 5 meter.

Glaspartierne flytter grænsen mellem ude og inde
Gulvet blev støbt i beton og belagt med klinker, lofter og vægge blev beklædt med hvidlaserede planker i 15 cm bredde og taget blev isoleret og belagt med brandhæmmende plader.
– Helt fra begyndelsen besluttede vi, at der skulle være store glaspartier. På den måde fik vi fornemmelsen af, at grænsen mellem “ude og inde” blev flydende, siger Eva.

Efter udestuen kom så terrassen
I første omgang besluttede familien, at der ikke skulle ændres ved haven, men da udestuen var en realitet, blev beslutningen ændret og terrassen med fliser og natursten kom til. Terrassen fungerer samtidig som bindeled mellem havens mange småbygninger.

Foto: A. Åberg
Et kig fra familiens udestue. De store vinduer giver et fantastisk lys i stuen

Tjek forsikringen
Før du køber pavillonen eller bygger det nye lækre hobby- og redskabsskur, er det en god idé at tjekke, om din husforsikring vil betale erstatning, hvis en storm ødelægger nyerhvervelsen. Du kan nemlig ikke være sikker på, at forsikringen automatisk omfatter de småbygninger, du finder på at købe og placere på din grund, eller du bygger på grunden.

Informer forsikringsselskabet
Din husforsikring omfatter som udgangspunkt kun de bygninger, der var på ejendommen, da du købte forsikringen. Skal fx en ny pavillon, et drivhus eller haveskur være medforsikret, skal forsikringsselskabet have besked.

Andre ønsker kun besked, hvis du bygger mere 75
Hos nogle selskaber er reglerne dog, at selskabet kun vil have besked, hvis byggeriet be­­tyder, at det samlede areal af udhuse, garager, cykelskure, car­porte, havehuse og lignende bygninger vil overstige 75 m².

Det kan være et spørgsmål om sokkel og glaspartier
Nogle forsikringsselskaber kræver, at pavilloner eller lignende skal opføres på muret eller støbt sokkel. Nogle forsikringsselskaber vil ikke forsikre de meget populære glaspavilloner. Kan du ikke umiddelbart finde svaret i dine forsikringspapirer, eller er du i tvivl, så kontakt dit forsikringsselskab før du investerer. Så er du på den sikre side.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler