Det skal du undersøge på badeværelset, når du er på hus-kig

Tag en marmor- eller glaskugle med, når du skal tjekke badeværelset i et hus, du gerne vil købe. Det kan spare dig for alvorlige overraskelser. Der er også andre ting, der er gode at tjekke.

Tænk over dokumentation og dårlig lugt

Selv om bolig-annoncen lokker med et nyrenoveret badeværelse, har du ingen garanti for kvaliteten. Spørg efter dokumentation på, hvem der har renoveret badet, så er du sikker på, det er opført efter gældende regler om vådrum.

Der er også flere ting, du selv kan tjekke, når du er på besøg i huset. Når du går ind på badværelset, så snif ind: lugter der dårligt, skal advarselslamperne begynde at lyse. Dårlig lugt kan betyde både manglende ventilation, skimmel og fugtskader.

Tjek gulvets hældning

Nu er det, at du skal finde din marmor- eller glaskugle frem. Gulvet i badeværelset skal nemlig have den rigtige hældning, så vand ikke bliver stående på gulvet efter et bad. Læg kuglen på gulvet, og tjek, at den ruller hen mod afløbet. Du kan selvfølgelig også hælde vand på gulvet, men det er lidt mere omstændeligt.

Sælgeren har oplysningspligt

Selvfølgelig har sælger oplysningspligt i forbindelse med handlen, men du har pligt til at undersøge synlige fejl, før du køber, så det kan godt betale sig at være ekstra grundig.

Sådan tjekker du badeværelset

– Dårlig lugt er tegn på, at der er noget galt med badeværelset.

– Prøv ventilationen af, hvis der findes en mekanisk. Du skal kunne mærke, at det trækker, når den er aktiveret.

– Se godt på fugerne. Utætte fuger kan give vandskader. Ved afløbet skal der være en membran, der sørger for helt tæt tilslutning.

– Rigtigt fald mod afløbet er vigtigt. Læg en marmorkugle på gulvet og se, at den ruller mod afløbet.

– Mærk om uisolerede rør er tørre. Her må ikke være fugt.

– Sæt dig på gulvet og bank på fliserne. Er lyden hul, ligger flisen nok ikke rigtigt.

– Tjek alle fliser for revner eller huller.

– Toilettet skal være uden revner, og der må ikke være vådt omkring det ved gulvet.

– Er der badekar, skal du tjekke, om afløbet fungerer. Overfladen skal være hel og uden misfarvninger.

Læs også om, hvordan du renser afløb i køkken og bad uden brug af kemikalier

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler