Så mange penge sparer du på at installere en sparebruser

Tænker du over, hvor mange penge du bogstaveligt talt skyller ud i afløbet hver dag? Med en sparebruser bruger du mindre vand og skåner både pengepungen og miljøet. Læs med og find ud af, hvor mange penge du egentlig kan spare.

Hvad er en sparebruser?

Hvor en normal bruser frit lader vandet passere ud gennem brusehovedet, tilfører en sparebruser luft til vandet på samme måde, som en perlator på en vandhane gør. På denne måde føles det, som om at der kommer lige så meget vand ud af brusehovedet som i en almindelig bruser, men faktisk nedsættes gennemstrømningen af vand markant.

Derfor skal du vælge en sparebruser

Vejen Forsyning vurderer, at en almindelig person til hverdag bruger mellem 80-150 liter vand, afhængig af hvilken type bruser, der bades med – samt hvor ofte der bades. Hvis der bruges en sparebruser kan vandforbruget for en almindelig person cirka fordeles på følgende made:

Personlig hygiejne
(Bad med sparebruser):
ca. 39 liter pr. døgn
Toiletskyl: ca. 28 liter pr. døgn
Tøjvask: ca. 14 liter pr. døgn
Rengøring: ca. 16 liter pr. døgn
Mad/drikke: ca. 10 liter pr. døgn
Øvrigt: ca. 8 liter pr døgn

Ved at installere en sparebruser kan du nedsætte dit vandforbrug på personlig hygiejne markant og dermed skåner du miljøet og pengepungen.

Så mange liter vand bruger du på et bad

Hvor en almindelig bruser forbruger mellem 10-20 liter vand i minuttet, bruger en sparebruser mellem seks og ti liter vand i minuttet, afhængig af hvilken sparebruser du vælger. Det vil altså sige, at hvis du hver dag tager et bad på ti minutter med en almindelig bruser, kan du bruge helt op til 200 liter vand bare på et enkelt bad. Dette er faktisk mere, end hvad en almindelig person i gennemsnit bruger i totalt vandforbrug på en hel dag.

Så mange penge sparer du på at bruge en sparebruser

Men hvor mange penge er der egentlig tale om? Man siger normalt, at en sparebruser halverer vandforbruget, i forhold til hvad du bruger med en almindelig bruser, når du går i bad.

Det vil altså sige, at tager du til daglig et bad på ti minutter med en almindelig bruser, bruger du omkring 4.500-5.000 kroner på at gå i bad om året, afhængigt af hvor dyrt vandet er, der hvor du bor.

Bruger du i stedet en sparebruser, kan du årligt spare omkring 2.000 kroner på at gå i bad.

Invester i en ordentlig sparebruser

Sparebrusere varierer i kvalitet og dermed også, hvor meget de reducerer dit vandforbrug. Det er derfor en god idé at investere i en sparebruser af høj kvalitet. På denne måde får du mest ud af dine brusebade og tjener hurtigt de penge ind som du har brugt på sparebruseren.

Mest læste artikler