5 gode råd til sikker julegave-shopping på nettet

Rigtig mange danskere køber julegaver på nettet. Det er nemt, hurtigt og sikkert – hvis du tager dine forholdsregler. Hvis ikke du er opmærksom, kan både du og modtageren ende med ubehagelige overraskelser som fx fupbutikker. Få 5 gode råd til sikker net-shopping her.

1. Læs altid om reklamation og fortrydelse

Mange danskere læser sjældent eller aldrig handelsbetingelserne, når de handler på nettet.

Hos e-mærket, den danske mærkningsordning for sikker nethandel, anbefaler man, at du som minimum læser afsnittene om fortrydelse, reklamation og eventuelle særlige vilkår. Det er her, de største forskelle i netbutikkernes handelsbetingelser gemmer sig.

Hvis du holder øje med dette, kan modtageren fx slippe for at finde ud af, at det abonnement du har foræret, automatisk forlænger sig selv.

2. Undgå fupbutikker på nettet

Hvis du havner hos nogle af de udenlandske fupbutikker, kan det gå galt, fordi du måske ender med en kopi-taske eller med at it-kriminelle misbruger dine kontooplysninger.

Heldigvis er svindlerne lette at spotte, hvis man ved, hvad man skal kigge efter. Dårlige formuleringer, mangelfulde informationer om virksomheden og mærkevarer til spotpris er klare indikationer på, at alt ikke er, som det bør være.

3. Drop bankoverførsler

Når du handler på nettet, er det en god idé altid at benytte dit betalingskort. Gør du det, er du nemlig sikret af indsigelsesordningen.

Indsigelsesordningen betyder, at kortudstederen tilbagefører pengene, hvis man eksempelvis ikke modtager sin vare. Derfor er det også vigtigt altid at gemme sine kvitteringer, så man kan dokumentere sit køb.

4. Kig efter e-mærket

e-mærket er din sikkerhed for, at netbutikken drives i overensstemmelse med gældende dansk lov, samt e-mærkets forbrugerbeskyttende krav.

e-mærkets jurister kontrollerer løbende alle netbutikkerne, og skulle noget alligevel ikke gå helt som forventet, kan både du og gavemodtageren gratis få hjælp af e-mærket.

5. Undersøg byttereglerne

Som forbruger har man altid mindst 14 dages fortrydelsesret, når man handler på nettet. Men hvis gavemodtageren skal kunne bytte gaven efter jul, er det sjældent tilstrækkeligt. Rigtig mange netbutikker tilbyder ligesom de fysiske butikker deres kunder udvidet bytteret ind i januar. Tjek derfor altid, hvad hvad netbutikken skriver om julegavebytning, inden du køber.

Om e-mærket

e-mærket er den danske mærkningsordning for sikker nethandel stiftet i år 2000 af Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet. e-mærket er en non profit organisation. e-mærket yder hvert år juridisk ekspertrådgivning til en lang række forbrugere og erhvervsdrivende om alt inden for nethandel.

Når du handler på en e-mærket netbutik, er du sikker på at:

  • Netbutikken lever op til gældende dansk lovgivning (Markedsføringsloven, Persondataloven, Forbrugeraftaleloven, Købeloven, og E-handelsloven) samt en række ekstra forbrugerbeskyttende krav
  • Netbutikken løbende bliver kontrolleret af e-mærkets jurister
  • Få klar besked om netbutikkens kundeservice
  • Dine penge er sikret bedst muligt
  • Du ikke bliver bundet af urimelige vilkår
  • Du selv bestemmer om du vil modtage nyhedsbreve
  • Det er nemt at fortryde og reklamere
  • Du har gratis adgang til e-mærkets Forbruger Hotline

Senest opdateret d. 15. november 2016

Mest læste artikler