BoligJobordningen genindføres og udvides

Nu kan du igen få fradrag på forskellige ydelser som håndværkerarbejde, rengøring og havearbejde. Der er netop blevet indgået en delaftale om Vækstplan DK, som betyder, at BoligJobordningen genindføres og udvides til også at gælde sommer- og fritidshuse i 2013 og 2014.

 

Skattefradrag på bl.a. håndværkerarbejde genindføres

BoligJobordningen træder i kraft igen, og derfor bliver det fremover muligt at få skattefradrag på visse ydelser. De ydelser det drejer sig om, er dem, som også gjaldt i den tidligere ordning, men ordningen udvides i 2013 og 2014 til også at gælde for sommer- og fritidshuse. For disse hustyper træder ordningen i kraft den 22. april 2013, mens skattefradraget for andre ydelser gælder for hele 2013.

Så hvis du skal have renoveret huset, ordnet haven, passet børnene eller gjort rent, er der altså nu penge at hente.

Fradrag på 15.000 kroner pr. person

Med den netop indgåede aftale mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er det muligt for boligejere at få skattefradrag på op til 15.000 kroner pr. person over 18 år. Delaftalen er en del af ”Vækstplan DK – stærke virksomheder – flere job”, som skal forbedre væksten og beskæftigelsen i Danmark.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler