Det kan koste dyrt at hjælpe familie og venner

Hvis du hører til dem, der altid giver en hjælpende hånd, når familien skal flytte eller står overfor renoveringsprojekter, skal du være klar over, at det kan koste dig dyrt, hvis uheldet er ude.

Skrappe krav til vennetjenester

Håndsrækninger og vennetjenester kan være omfattet af Arbejdsskadesikringsloven, men kravene er meget strenge, når det kommer til familiemedlemmer og venner. Erstatningsgruppen, der er en del af Advodan, har for ganske nyligt fået afvist en sag i Ankestyrelsen vedrørende hjælp familiemedlemmer imellem.

Forældrene hjalp datteren og svigersønnen

I den konkrete sag havde et forældrepar renoveret deres eget hus fra yderst til inderst, så da datteren og svigersønnen stod over for en gennemgribende renovation af deres nyindkøbte hus med tilhørende have, blev forældreparret spurgt, om de ville hjælpe til.

Økonomiske konsekvenser

Projektet var imidlertid knap gået i gang, før moderen faldt og brækkede højre håndled. Det skete, fordi hun ville fjerne et stykke snor, der hang fast i et træ i det unge pars have.
Skaden på håndleddet har haft store økonomiske konsekvenser, da sagen ikke kan anerkendes som en arbejdsskade. Skaden førte til, at moderen måtte opgive sit arbejde, og i stedet fik hun et fleksjob.

Har du styr på forsikringerne?

Hvis en skade ikke kan anerkendes som en arbejdsskade, står du tilbage med din personlige ulykkesforsikring, eller en såkaldt arbejdsudygtighedsforsikring, hvis du har tegnet sådan en. Økonomisk kan det dog ikke sidestilles med den erstatning, du ville have fået tildelt i tilfælde af, at sagen var blevet anerkendt som en arbejdsskade.

Værd at vide når du hjælper din familie

Når du hjælper din familie, skal du være opmærksom på, hvordan du er dækket.
– Vi fra Erstatningsgruppen råder til, at man overvejer, om en arbejdsskadeforsikring kan være løsningen, hvis man bruger familie eller venners hjælp til større opgaver, hvor der må påregnes en risiko for skader, lyder det fra advokat Berit Møller Lenschow fra Erstatningsgruppen.

En henvendelse eller en snak med dit forsikringsselskab kan sikre dig, at du er helt klar over mulige risici, når du hjælper.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler