Pas på! Udlejning kan koste dig dyrt

Er du en af de mange danskere, der udlejer boligen på deleøkonomiske tjenester som Airbnb? Er du også glad for dine ejendele? Følg disse fire råd og undgå, at udlejningen kommer til at koste dig dyrt.

Når vi rejser en tur til varmere himmelstrøg eller leger turister i Danmark, har mange for vane at leje deres hjem ud i mellemtiden. Faktisk benytter en femtedel af danskerne sig af deleøkonomiske tjenester som Airbnb, viser tal fra Danmarks Statistik.

Går du selv med planer om at tjene lidt ekstra ved at leje din bolig ud, er det dog en god idé først at tjekke, hvordan du står forsikringsmæssigt – ellers kan udlejningen koste dig dyrt! 

Har du styr på forsikringen? 

Som udlejer af et privat hjem befinder du dig nemlig i en forsikringsmæssig gråzone, hvis din sofa går i stykker eller dine smykker forsvinder, imens du er væk fra hjemmet. Det fortæller Charlotte Dietzer, der er skadechef i Alka Forsikring.

– Når du i en kort periode udlejer din bolig privat bliver det betragtet som en situation, hvor du selv har inviteret folk ind i dit hjem og så dækker din indboforsikring ikke, hvis noget bliver stjålet eller går i stykker, siger hun i en pressemeddelelse. 

Inden du lejer hjemmet ud

Derfor råder hun alle udlejere til at kontakte deres forsikringsselskab, inden de lejer hjemmet ud, for at få afklaret, hvordan dækningen egentlig er. Flere steder er det for eksempel en mulighed at udvide indboforsikringen, så den også dækker under korte udlejninger.

Uanset hvad, er det dog altid en god idé at fjerne dyre ting og arvestykker med stor affektionsværdi, inden du overlader lejligheden eller huset til Airbnb-gæster. 

Dækker portalernes værstgaranti? 

De fleste udlejningsportaler har en såkaldt værtsgaranti, der giver udtryk for at dække skader på op til 6.000.000 kr. for Airbnb‘s vedkommende. Samtidig påpeger selskabet dog selv, at værtsgarantien ikke er en erstatning af en privat indbo- eller lejeforsikring. 

Garantien dækker hverken kontanter, personligt ansvar eller smykker, ligesom tab eller skader på boligen grundet slitage også er taget ud af garantien. Og det er faktisk den slags skader, som folk oftest oplever i forbindelse med udlejning.

– Når det går galt er det typisk som følge af en generel uforsigtig omgang med ting – for eksempel ser vi mange ridser i gulve og på bordplader og pletter i sofaen. Og så bliver folk skuffede, når de gerne vil have skaderne erstattet og opdager, at hverken deres indboforsikring eller værtsgarantien dækker, siger Charlotte Dietzer.

Fire gode råd før du udlejer din bolig

Vil du udleje din bolig, er der især fire ting, du kan gøre for at passe på dine værdier:

1. Fjern de dyre genstande, smykker, penge og arvestykker

Gem alle de ting, du ville blive ekstra ked af at få ødelagt eller stjålet, væk i en skuffe eller et skab, som du kan låse, og som ikke lige kan tages under armen. Så er du på den sikre side.

2. Udlej kun igennem troværdige tredjeparter

Hold dig til sider, hvor du som udlejer både kan kommunikere direkte, og hvor i kan få hinandens identitet bekræftet via f.eks. mobil, LinkedIn, pas, kørekort eller lignende. Kommuniker kun igennem den tjeneste, i er kommet i kontakt igennem.

3. Kontakt dit forsikringsselskab inden du udlejer

Find ud af, hvordan du er dækket, og overvej eventuelt at tegne en ekstra tidsbegrænset forsikring, der specifikt dækker lejeforhold.

4. Tag billeder til dokumentation

Tag billeder af dit hjem umiddelbart inden udlejningsperioden, som du kan fremvise, hvis du skal søge om erstatning efterfølgende.

Mest læste artikler