Priserne stiger og stiger på alt fra fødevarer til energi og varme. Det afslører de nyeste tal fra Danmarks Statistik, som melder om den “største stigning i forbrugerpriserne i over 35 år”.
Helt konkret steg priserne i marts 2022 med 5,4 procent i forhold til samme måned året før. Omsat til kroner og ører betyder det, at en gennemsnitlig familie med to børn skal af med cirka 2.000 kroner mere hver eneste måned. Altså 24.000 kroner på et år.
– Det er særligt krigen, der har gjort ondt værre. Det, vi har set siden krigens start i slutningen af februar, er, at energipriserne er steget voldsomt. Vi har set store stigninger i priserne på olie og gas, men også fødevarer, fortæller Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit, til TV2.
Høje priser på fødevarer
Når du handler i supermarkedet i den nærmeste fremtid skal du derfor ikke blive overrasket, hvis du støder på ekstraordinære priser på ganske almindelige dagligvarer som mælk, mel og æg.
I en artikel på DR fremgik det eksempelvis, at en almindelig bakke med 10 æg kunne komme til at koste 60 kroner.
– Et forsigtigt bud kunne godt være en seks-syv kroner for et æg. Det tror jeg ikke er utænkeligt, sagde Steen Bitsch, direktør i Vestjyllands Andel, der sælger foder til ægproducenterne, og bestyrelsesmedlem i Dava Foods, der har to ægpakkerier i Danmark til DR.
Andre mener dog, at det bud er en anelse overdrevent og gætter på, at prisen på et æg kommer til at være mere overkommelig:
– Det tror jeg ikke kommer til at ske. Jeg tror, at de måske kommer til at stige en krone ekstra for et æg. Dem, der sælger æg, har jo en interesse i at tale prisen op, siger Henning Otte Hansen, som forsker i fødevarepriser på Københavns Universitet, til Berlingske.
Under alle omstændigheder står en ting dog fast. Danskerne kommer til at opleve prisstigninger, som ikke er set i nyere tid. Idenyt har af samme årsag samlet en række af vores bedste sparetips. Klik videre herunder.
Sådan sparer du penge
Her er en række artikler, der hjælper dig med at spare penge i din hverdag.
10 geniale tips til at spare penge i din hverdag
Spar penge og miljø: Sådan stopper du tomgang i dit varmeanlæg
Spar tid og penge med disse 17 køkkenhemmeligheder
Den ultimative guide til en mindre varmeregning
Danskernes elregninger eksploderer: Sådan sparer du penge
11 tips: Så let får du en bæredygtig hverdag – og sparer MANGE penge samtidig