Hvis du ikke udfører installationsarbejdet korrekt, kan du få problemer med at få fuld erstatning, hvis noget går galt. Din hus- eller indboforsikring vil nemlig ikke betale fuld erstatning, hvis det viser sig, at det er en grov uagtsomhed ved dit installationsarbejde, der er årsag til, at der går ild i huset. Men er dit installationsarbejde udført korrekt, så dækker forsikringen skaderne efter evt. brand.
Tyveri
Tyveri af byggematerialer er normalt ikke dækket på bygningsforsikringen. Skal byggematerialer tyveriforsikres, så skal der tegnes en entrepriseforsikring for selvbyggere. Derfor bør du allerede inden anskaffelse af dyre byggematerialer tage stilling til, om de skal forsikres mod tyveri.
Konstruktionsfejl på huset
Lidt af det samme gælder, hvis du skal have et nyt tag på huset. Det vil heller ikke give problemer med forsikringen, så længe tagarbejdet er lavet fagligt korrekt. Laver du derimod en konstruktionsfejl med arbejdet, eksempelvis glemmer at bruge stormbånd, undlader at fastgøre spær og tagrem eller bruger for små søm, kan du i mange tilfælde godt vinke farvel til erstatningen, hvis taget blæser af i en storm.
Dit forsikringsselskab kan nemlig helt afvise at betale erstatning, hvis du har lavet en konstruktionsfejl, der er skyld i skaden. Det kan de, fordi de fleste husforsikringer indeholder en bestemmelse om ikke at dække netop den slags skader.
Derfor kræver ethvert gør det selv-arbejde, at du har undersøgt den normale byggepraksis, inden du går i gang, kun gør det, der er lovligt, og er omhyggelig med udførelsen. Und lader du det, kan din erstatning efter en skade nemt udeblive.
Får du hjælp af en ven eller nabo, og en af dem kommer til skade, så kan der være dækning i henhold til Arbejdsskadesikrings loven. Det er Arbejdsskadestyrelsen, der administrerer forsikringsordningen, og de kan anerkende personskader, der er sket, mens du får udført private tjenester, som erstatningsberettigede. Og så længe den hjælp, du får fra vennerne, ikke overstiger 400 timer på årsbasis, behøver du ikke tegne en speciel forsikring.
Dette gælder kun, hvis der er tale om private vennetjenester. Har du fået et firma til at udføre arbejdet, skal de selv sørge for forsikring for deres ansatte.
Tænk dig godt om
Kommer du selv alvorligt til skade, når du udfører gør det selv-arbejdet, er du stort set altid dækket af din fritids- eller heltidsulykkesforsikring og vil oftest få erstatning for skader.
Der kan dog være tilfælde, hvor du har båret dig så dumt ad, at selskabet kan afvise skaden. Det er de tilfælde, hvor din opførsel kan opfattes som groft uagtsom, eller hvis du var beruset, da skaden skete.
Så tænk dig om, inden du går i gang. Gør det selv-arbejde kræver, at man er yderst opmærksom. Er du i tvivl, så ring eller skriv til Forsikrings oplysningen, inden du går i gang.