Grundskylden stiger: Se om du er ramt

I 29 kommuner stiger grundskylden til næste år. Se om du bliver ramt - og hvor meget - her.

Twitter Print

Tusindvis af boligejere vil få en stigning i grundskylden til næste år.

Det viser en beregning fra Danske Bank, efter at Folketingets finansudvalg har godkendt økonomien i aftalen mellem regeringen og kommunerne om økonomien i 2020. 

Grundskylden kommer til at stige i 29 af landets 98 kommuner, men om man får en større regning, afhænger af, hvordan værdien af ens grund har udviklet sig siden 2001.

Det skriver Finans.

Store stigninger i hovedstadsområdet

Det er stort set de samme boligejere, der rammes af stigningen i 2020, som også fik en ekstraregning i 2019 og de foregående år. Især husejerne i og omkring hovedstadsområdet kan risikere at få en stor regning.

Den største stigning kommer til at ske i Frederiksberg kommune, hvor en gennemsnitlig husejer kan regne med en stigning på omtrent 3.000 kroner om året. Nummer to på listen er Rudersdal Kommune i Nordsjælland. Her lyder skattestigningen på 2.748 kroner.

Boligejere i København, Lyngby-Taarbæk og Gentofte følger dog lige efter med regninger, der også når op omkring 2000 kroner for en gennemsnitlig bolig.

Bestem selv hvornår stigningen skal betales

Bliver du ramt af stigningen, betyder det dog ikke, at du allerede næste år skal punge op med flere penge.

Grundskyldstigningerne kommer nemlig frem til 2021 til at blive indefrosset som gæld i boligen, hvilket gør det muligt for den enkelte boligejer selv at afgøre, hvornår stigningen skal betales.

Du kan også vente til, huset engang skal sælges. I det tilfælde skal du dog være opmærksom på, at der løber renter på i mellemtiden.

Her stiger grundskylden

  • Bornholm: 351 kr.
  • Esbjerg: 208 kr.
  • Favrskov: 475 kr.
  • Frederiksberg: 3.027 kr.
  • Gentofte: 2.161 kr.
  • Gladsaxe: 1.626 kr.
  • Guldborgsund: 347 kr.
  • Herlev: 1.333 kr.
  • Herning: 384 kr.
  • Horsens: 453 kr.
  • Hvidovre: 1.626 kr.
  • Hørsholm: 226 kr.
  • Ikast-Brande: 314 kr.
  • Kalundborg: 549 kr.
  • København: 1.647 kr.
  • Lolland: 262 kr.
  • Lyngby-Taarbæk: 2.245 kr.
  • Læsø: 302 kr.
  • Odense: 583 kr.
  • Odsherred: 557 kr.
  • Randers: 514 kr.
  • Rudersdal: 2.748 kr.
  • Rødovre: 510 kr.
  • Skanderborg: 700 kr.
  • Sorø: 547 kr.
  • Svendborg: 538 kr.
  • Syddjurs: 211 kr.
  • Vordingborg: 463 kr.
  • Ærø: 296 kr.
Twitter Print

Mest læste artikler