Læs handelsbetingelserne, når du shopper på nettet

Når du handler på nettet, er det en rigtig god idé altid at læse handelsbetingelserne, inden du siger ja til dit køb. Handelsbetingelserne er tit forskellige fra netbutik til netbutik og kan betyde noget i forhold til fx returnering og reklamation, og det behøver ikke tage lang tid at læse de væsentligste betingelser igennem.

 

Mange danskere læser ikke handelsbetingelserne

Det er langt fra alle danskere, der ved, hvad de siger ja til, når de handler på nettet. Det viser en ny undersøgelse foretaget af A&B Analyse på vegne af e-mærket. Her svarer mere end en tredjedel, at de sjældent eller aldrig læser handelsbetingelserne, og det kan have konsekvenser. e-mærket er en dansk mærkningsordning for sikker nethandel stifte af bl.a. Forbrugerrådet.

Indeholder mange vigtige informationer

I undersøgelsen svarer næsten 40% af de adspurgte, at læsning af handelsbetingelserne hører til sjældenhederne, hvis det overhovedet er noget man gør. ”Vi ved godt, at handelsbetingelser ikke er det mest spændende, og at det er noget mange skøjter let hen over. De indeholder dog rigtig mange vigtige informationer om den aftale, man er ved at indgå og kan f.eks. have indflydelse på din mulighed for at levere varen retur. Blandt andet derfor er det en dårlig idé ikke at læse dem igennem”, fortæller han.

Dette bør du altid læse

Hos e-mærket anbefaler de, at man altid læser handelsbetingelserne til ende. På den måde er du allerbedst sikret. Men er alternativet, at du slet ikke læser dem igennem, anbefaler e-mærket, at du som minimum læser afsnittene om fortrydelse, reklamation og eventuelle særlige vilkår, som måtte være beskrevet.

Forskelle i netbutikkernes handelsbetingelser

Fortrydelse, reklamation og de særlige vilkår omkring købet er vigtige, da det ofte er her, de største forskelle i netbutikkernes handelsbetingelser gemmer sig. I forhold til de særlige vilkår i handelsbetingelserne er det her man finder oplysninger om, hvor aftalen adskiller sig fra standard handelsbetingelser. Det kan fx være opsigelsesfrist på abonnementer. Her er det vigtigt, at man har gjort sig klart, om opsigelse kan ske fra dag til dag, eller med et års varsel.

e-mærket netbutik ingen garanti

Vil du undgå ubehagelige overraskelser, hvor en vare pludselig ikke kan byttes, som du troede, er det vigtigt at vide, at så længe de handelsbetingelser du accepterer er lovlige, så hænger du på den. Når du handler på en e-mærket netbutik, har jurister sikret, at betingelserne er i orden i forhold til loven. Men derfor kan der godt være en række forhold, det er rart at kende til. Hvis ikke du tjekker det, er det dit ansvar, hvis du fx har sagt ja til nogle særlige bytteregler.

Fakta om e-mærket

e-mærket er den danske mærkningsordning for sikker nethandel stiftet i år 2000 af Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet. e-mærket er en non profit organisation, og har i dag mere end 1.600 godkendte netbutikker. e-mærket yder hvert år juridisk ekspertrådgivning til en lang række forbrugere om alt inden for nethandel, og spørger man danskerne er e-mærket det bedst kendte nethandelsmærke.

Mest læste artikler