Nye ejendomsvurderinger: 6 tips til at undgå et vildt skattesmæk

Frem mod 2024 skal du holde godt øje med din digitale post. For hvis du overskrider særlig frist, kan det resultere i et skattesmæk.

Nye ejendomsvurderinger

Din boligskat er godt i gang med at blive ommøbleret, og efter planen vil du senest i 2024 modtage en ny ejendomsvurdering i din digitale postkasse. Din nye ejendomsvurdering er imidlertid ikke noget, du bare kan læse og derefter glemme. Den skal nærstuderes, da du ellers risikerer et ubehageligt skattesmæk. 

Disse 6 ting skal du holde øje med:

1: Klag inden fire uger

Fra det øjeblik du har modtaget din ejendomsvurdering, har du kun fire uger til at klage. I hvert fald hvis det skal være gratis. Derudover er der en bagatelgrænse, hvor der skal være fejl, som svarer til over 5 % af værdien af din bolig. 

Hvis du overskrider de fire uger, skal du betale et gebyr på 1.100 kroner, og du skal også finde fejl i vurderingen, der svarer til mindst 20 % af værdien.

– Så dér skal virkelig nogle flere boller på suppen, siger skatteadvokat Bent Ramskov fra Dahl Advokatpartnerselskab til dr.dk.

2: Husk den skjulte skatterabat

Mange boligejere har en skjult skatterabat, som Skattevæsenet uden varsel kan slette, skriver dr.dk. Det kan fx være, at du får et nedslag for støjgener eller jordforurening, som du derfor skal sikre dig, kommer med i den nye vurdering. 

I denne artikel fra DR kan du selv tjekke, om du har en skjult rabat på din boligskat.

Hvis du ønsker indsigt i, hvad din skatterabat præcist dækker over, skal du skrive en mail til vurdst@vurdst.dk.

3: Tjek BBR-registeret

Når din bolig vurderes, benyttes oplysninger fra BBR-registeret. Undersøgelser har imidlertid vist, at registeret er yderst fejlbehæftet. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at oplysningerne er opdateret, så din bolig bliver vurderet korrekt. 

Du kan se alle din boligs BBR-oplysninger her

Vær især opmærksom på om følgende stemmer:

  • Bygningsarealer (areal af bolig, kælder, garage og drivhus)
  • Opførelsesår
  • Om- eller tilbygningsår
  • Tagmateriale
  • Ydervægsmateriale
  • Opvarmningskilder (fx fjernvarme eller brændeovn)
  • Køkkenforhold og antal værelser, toiletter og bade

4: Støj og forurening trækker ned

Støj og forurening trækker værdien ned på din bolig, og dermed også boligskatten. Hvis der er bare den mindste smule støj, skal du derfor gøre myndighederne opmærksom på det. 

5: Sammenlign din bolig med naboernes

Den nye ejendomsvurdering ser også på, hvordan boligmarkedet har udviklet sig i dit nærområde ved at sammenligne din bolig med de sidste 15 salg nær dig

I vurderingen bliver der imidlertid ikke taget hensyn til, hvad standen på din bolig er. Hvis de boliger, der er blevet solgt for nylig, er renoveret fra kælder til kvist, mens dit eget har har gamle vinduer og tag, kan det altså resultere i en helt skæv vurdering. 

Det er derfor et punkt, du skal være særligt opmærksom på, da der kan være mange penge at hente her. 

6: Find ulemper ved din bolig

Til sidst skal du også kigge i Det Digitale Tinglysningssystem. Her kan du nemlig finde deklarationer og servitutter, der kan trække værdien på din bolig ned og dermed også boligskatten.

– Man kan have en hjørnegrund, hvor der står, at for udsigtens skyld så må du ikke lave en hæk på mere end 1,5 meter. Det kan også være, man skal acceptere, at der kører en kloak under ens grund. Eller man kan have en deklaration, der siger, at man kun må bygge på en bestemt måde, siger skatteadvokat Bent Ramskov til dr.dk.

Her klager du

Hvis du vil klage over din nye ejendomsvurdering, skal du gøre det her.

Mest læste artikler