Så meget rigere er de danske parcelhusejere blevet det seneste år

I gennemsnit har parcelhusejere i hele landet oplevet at deres hjem er blevet mere værd det seneste år, men i nogle landsdele er stigningen markant større end andre. Se stigningerne der hvor du bor.

De husejere, der har købt ny bolig inden for det sidste år, har muligvis en god grund til at gnide sig i hænderne. Mens de har brugt de sidste 365 dage på at falde på plads i deres nye hjem, er prisudviklingen inden for boligmarkedet nemlig kun gået en vej, og det er op. Det betyder, at mange danske parcelhusejere har tjent på at være boligejer det seneste år – og det er ikke så lidt endda.

Tjente i gennemsnit 189 kroner om dagen

Hvis man går ud fra, at et dansk parcelhus i gennemsnit er på 140 m2, tjente danske parcelhusejere på papiret 189 kr. om dagen det seneste år. Et beløb der svarer til 68.880 kroner om året. Fortjenesten er dog markant større i nogle landsdele end andre.

Det viser en analyse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet på baggrund af salgspriser fra Boligsiden.dk fra september 2018 til september 2019.

 – Parcelhusejere i Danmark har generelt oplevet markante prisstigninger det seneste år. Mest indbringende har det været at eje et parcelhus på Østsjælland, hvor den daglige prisstigning lød på 595 kr. Lavest ligger Nordjylland med en prisstigning på 53 kr. Den gennemsnitlige parcelhusejer har derfor ligget pænt midt i, siger Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef i Nybolig i en pressemeddelelse. 

Prisstigninger i hele Danmark 

Stigningerne vidner om et boligmarked i flere tempi, men fælles er, at der er prisstigninger på villaer og rækkehuse i store dele af Danmark. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på et parcelhus i Danmark lå i september på 14.494 kr.

Så meget har de tjent

Herunder kan du se, hvor meget parcelhusejerne i de forskellige landsdele har tjent om dagen det seneste år: 

Østsjælland

595 kr.

Region Hovedstaden

376 kr.

Nordsjælland

366 kr.

Sydjylland

158 kr.

Fyn

157 kr.

Vestjylland

150 kr.

Østjylland

148 kr.

Bornholm

89 kr.

Syd- og Vestsjælland

68 kr.

Nordjylland

53 kr.

Gennemsnitligt – Danmark

189 kr.

Mest læste artikler