Sådan rammer Putin danske husejere

Putins invasion af Ukraine kommer også til at få konsekvenser for danske husejere. Disse ting bliver meget dyrere.

Kreml

– Det her kan komme til at få store konsekvenser, også for den almindelige danske familie. 

Statsminister Mette Frederiksen var klar i spyttet, da hun om eftermiddagen efter Putins invasion af Ukraine holdt pressemøde. Her advarede hun danskerne om, at vi står overfor en “længerevarende international krise”, der vil ramme os direkte på pengepungen.

Læs også: Sådan undgår du varer fra Rusland

For husejerne er det især energipriserne, som kommer til at skyde i vejret. Rusland står ifølge TV2 nemlig som leverandør for 40 procent af den naturgas, der benyttes i Danmark til primært el- og varmeproduktion.

– De 40 procent kan vi ikke finde alternative kilder til foreløbig. Vi er i en periode, hvor vi er nødt til at indstille os på høje priser, siger Ole Sloth Hansen, som er råvareanalytiker hos Danske Bank, til TV2. 

Frygt for blackouts

Som følge af Putins invasion af Ukraine er gaspriserne allerede steget med 40 procent, men stigningen kan nemt blive langt højere. For hvis Putin lukker for hanen som et modsvar på vestens sanktioner, kan det få katastrofale følger for Europas energiforsyning. Den norske energiekspert Sigbjørn Seland udtaler for eksempel følgende til den norske Nettavisen:

– I yderste konsekvens stopper eksporten helt op, og så har vi en energikrise i Europa med blackouts og skyhøje priser.

Eneste formildende omstændighed i den forbindelse er, at vi snart går ind i en mildere årstid, hvor efterspørgslen efter energi til opvarmning af naturlige grunde vil falde. Dog kan vi til næste vinter igen se ind i en tid med skyhøje energiregninger, eftersom mange analytikere forventer, at krigen i Ukraine vil vare ved i årevis. 

Ekstreme benzinpriser. 

Også benzinpriserne vil skyde i vejret i den kommende tid. Prisen på en tønde olie har allerede passeret de 100 dollar. Men energi-analytikere mener, at prisen på olie – og dermed også prisen på benzinen til din bil – kan stige med op til 25 %. 

Robert Rennie fra den australske bank Westpac siger til Financial Times, at han ikke vil blive overrasket over priser på 120 dollar for en olietønde, mens Christyan Malek fra den amerikanske bank JP Morgan til den samme avis spår, at prisen vil stige til 125 dollar. 

Omregnet til benzinpriser betyder det ganske markante prisstigninger. I skrivende stund ligger prisen på en liter blyfri 95 benzin på omkring 14 kroner. Hvis analytikernes spådom står til troende, kan vi dermed se frem til priser, der ligger omkring 17,5 kroner for en liter blyfri 95 benzin. 

Dyrere dagligvarer

Når du handler ind i supermarkedet, vil du i den kommende tid også opleve prisstigninger på en række helt almindelige dagligvarer. 

– Man siger, at Ukraine og Rusland udgør Europas kornkamre og står for godt 30 procent af den globale hvedeeksport, siger seniorrådgiver Henning Otte Hansen ved Københavns Universitets Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi til Avisen Danmark.

Helt konkret betyder det, at prisen på kornprodukter som gryn, brød og mel vil stige med helt op til 15-20 procent, spår Henning Otte Hansen. Derudover vil prisen på kød og mælk også stige med cirka 10 procent, eftersom prisen på dyrefoder også stiger i samme ombæring.

Mest læste artikler