Smagen af grillmad, solbadning på stranden og gåture i den smukke, danske natur ligger højt på mange danskeres ferie-ønskeliste. I hvert fald satte udlejning af sommerhuse rekord i 2018 med næsten 20 millioner bookede overnatninger gennem danske feriehusudlejningsbureauer.
Derfor besluttede et flertal i folketinget sidste år at gøre det mere attraktivt at leje sommerhuset ud. I 2019 er de første 40.900 kroner, der tjenes ved udlejning derfor skattefrie, og beløbet vil stige i de kommende år. Vil du udleje, er det dog vigtigt, at du har de rigtige forsikringer.
Kan blive en dyr fornøjelse
Stjålne malerier eller manglende betaling kan hurtigt gøre udlejningen af sommerhuset til en dyr og sur fornøjelse, hvis din forsikring ikke dækker. Uanset om du lejer dit sommerhus ud i få uger eller over en længere periode, er det derfor vigtigt, at du kontakter sit forsikringsselskab for at undersøge, om du er korrekt forsikret ved udlejning.
– Sommerhusforsikring gælder også, når man lejer sit hus ud. Men hvis der forsvinder ting under udlejningen, skal man være opmærksom på, at det ikke betragtes som tyveri, eftersom man selv har givet tilladelse til gæsternes ophold i huset, siger Birgitte Ringbæk, kommunikationschef i forsikringsselskabet If i en pressemeddelelse.
Vælg den rigtige forsikring
Hun fortæller, at det derfor er en god idé at købe en særlig udlejer dækning til sommerhusforsikringen – og samtidig huske indboforsikringen. På den måde er man som udlejer dækket, hvis der sker skader på sommerhuset og haven, eller der skulle blive stjålet noget i udlejningsperioden.
– Hvis lejeren ikke betaler husleje eller ikke forlader huset, når lejeperioden er slut, hjælper udlejer dækningen også her, tilføjer Birgitte Ringbæk. Det ekstra slitage på møbler og inventar dækker forsikringen derimod ikke.
Udlejning gennem bureau
Fradraget på op til 40.900 kroner opnås alene ved udlejning gennem et bureau, der automatisk indberetter din indtjening til SKAT. Vælger du at leje dit sommerhus ud privat er det de første 11.200 kroner, der er skattefrie.
Tips til udlejning af sommerhuset
-
Lav en indboliste, så det er tydeligt for alle parter, hvad der er i sommerhuset. Husk, at det kun er det, der står på listen, du kan hævde, at der mangler.
-
Lav en lejekontrakt. Sørg for, at den oplyser både, hvad der er inkluderet og hvad der ikke er inkluderet i jeres aftale. Du kan finde skabeloner til lejekontrakter på nettet.
-
Opkræv et depositum for rengøring, hvis det ikke er inkluderet i lejeprisen.
-
Anmod om forudbetaling. Det er almindeligt, at en del af lejebeløbet skal betales, så snart bestillingen er bekræftet. Den endelige betaling skal ske i god tid før ankomst.
-
Vær tydelig med, hvilke afbestillingsregler der gælder hos dig.
-
Kontakt dit forsikringsselskab og oplys, at du lejer sommerhuset ud. Sørg for at vælge en udlejer dækning på din sommerhusforsikring.