Tjek om du betaler nok til din pension

Undgå ubehagelige overraskelser og tjek din pension, så du sikrer dig, at du indbetaler nok på den. Sørg også for at indregne alle aktiver og indtægter som for eksempel friværdien af din bolig. Måske ender du endda med at blive behageligt overrasket, når du beregner din pension.

Hvad forventer du af pensionen?

Nogen af os har lyst til et stille otium, mens andre ser frem til mange aktive pensionistår med golf, udlandsrejser og masser af selskabelighed. Det er dine forventninger til dine pensionistår, der bestemmer hvor meget, du skal betale ind på din pension hver måned.

Lever du længe endnu

En anden ting, du skal tage i betragtning, er din levetid. Heldigvis vokser levealderen i Danmark, og det bør du tænke på, hvis du har en ratepension. Ratepensionen er typisk til udbetaling over bare ti år fra pensioneringen, men de fleste af os vil sikkert gerne have et aktivt liv længere.

Ikke pension det hele

En ting, du skal overveje er, hvad du ellers vil have af aktiver og indtægter efter pensioneringen. Selv om folkepensionen ikke er stor, så vil de fleste få udbetalt både den og pension fra ATP. Og ejer du selv din bolig, vil du typisk have en vis friværdi, som kan realiseres ved salg eller evt. ved et nedsparingslån.
Har du ejerbolig, kan du også betragte friværdien som en del af din pensionsopsparing.

Så skal der regnes

Når du har nogenlunde styr på, hvad du gerne vil have udbetalt om året som pensionist, skal du tjekke, hvor meget du har sparet op i pension til dato, og hvor lang tid du forventer at blive ved med at spare op. Regnestykket er temmelig kompliceret, og kræver ekstraordinære evner på lommeregner, men der er hjælp at hente.

Hav oplysningerne klar

På nettet kan du finde en del forskellige pensionsberegnere, der kan give dig et fingerpej om alt er i orden, eller om du skal ændre på dine indbetalinger. Prøv for eksempel borger.dk’s pensionsberegner her. Du skal have din sidste pensionsopgørelse og evt. din sidste lønseddel klar.

Beregningerne er vejledende

Du skal kun betragte beregnerne som vejledende. Finder du ud af, at du skal ændre noget, så er det en god idé først at tale med en rådgiver i enten pensionsselskab eller bank.

Tjek udbetalingstiden på din pension

Det er naturligvis også vigtigt at beslutte sig for, hvordan man ønsker at få udbetalt sin pension. Der er tre “almindelige” pensionsformer at vælge imellem.

  • Kapitalpensionen, hvor du får hele opsparingen udbetalt på en gang.
  • Livrenten, som kan sikre dig et fast beløb i hele din levetid
  • Ratepensionen, som er en opsparing, som sikrer dig udbetaling over en nærmere fastlagt årrække. Den klassiske ratepension løber over ti års udbetaling, men her er det, at der nok er mange, der skal stoppe op og overveje, om udbetalingstiden ikke skal have et nøk op.

Få hjælp hos pensions- eller bankrådgiver

Har du en idé om, at du skal lave dine pensionsforhold om, så er det på tide at lave en aftale med din pensions- eller bankrådgiver. Pensionen afhænger af så mange forskellige individuelle forhold, at det er umuligt at læse sig til den rette løsning. Der skal personlig rådgivning indover.

Læs også: Hvad er inflation?

Mest læste artikler