Dansk Byggeri vil ændre energimærket

Dansk Byggeri vil ændre energimærket

Når en boligejer isolerer ydervæggene, sætter nye vinduer i eller udskifter oliefyret, får huset et bedre energimærke - men energimærket bliver først opdateret den dag, boligen skal sælges. Det bør ændres, mener Dansk Byggeri, der hellere ser energimærket som en digital handlingsplan for boligejere.

Twitter Print

Cirka 650.000 bygninger har i dag et energimærke, men det er først, når til-salg-skiltet sættes op på matriklen, at energimærket bliver opdateret. Først dér kan boligejeren se, hvordan de senere års investeringer i nye vinduer eller nyt tag har rykket på husets energimærke.

Det vil Dansk Byggeri nu ændre på.

Interaktiv handlingsplan

De mener nemlig, at det bør være muligt for boligejeren løbende at kunne opdatere energimærket og på den måde selv se effekten af de energirenoveringer, der bliver gennemført i boligen. 

– Det er en gammeldags måde at tænke på, at det først er ved et salg, at resultatet af de investeringer der er foretaget i boligen, kan ses. Netop derfor havner energimærkerapporten ofte i en skuffe, hvor den bare ligger og samler støv, siger Camilla Damsø Pedersen, energipolitisk chef i Dansk Byggeri i en pressemeddelelse fra interesseorganisationen.

Energimærket vurderer boligen på en skala fra A til G, hvor A er et udtryk for, at alt fra isolering til vinduer og ventilation sørger for en energieffektiv bygning, mens G er et udtryk for, at der fyres for gråspurvene, og at omkostningerne til varme og el ligger i den høje ende.

– Og energimærket bør ikke kun være et bogstav. Det bør kunne bruges som en løbende interaktiv handlingsplan, der viser, hvad det næste kloge skridt i hjemmet er, hvis man allerede har valgt for eksempel at skifte til mere energieffektive ruder, siger Camilla Damsø Pedersen.

Vil udnytte de digitale muligheder

Det er afgørende for både størrelsen på energiregningen og salgsprisen, om huset har et energimærke A i den gode ende eller G i den mindre gode ende. Hvis man har et G-mærket hus, som forbedres to energiklasser til et energimærke E, stiger det cirka 113.000 kroner i værdi, samtidig med at varmeregningen bliver mindre.

– Det vil helt sikkert gøre flere interesserede i at energioptimere, når de for eksempel kan se, at salgsprisen på huset stiger. Derfor er det oplagt at gøre flere boligejere interesserede i at energioptimere ved at udnytte de digitale muligheder for et mere handlingsorienteret energimærke, siger Camilla Damsø Pedersen.

Twitter Print

Mest læste artikler