Overraskende: Her har boligkøberne været mest aktive i år

I årets første syv måneder har der været et stigende salg af villaer og rækkehuse i 77 kommuner. Det viser Boligsidens nye handelstal. Overraskende nok finder man en ø-kommune i top 10.

De lokale ejendomsmæglere i Allerød Kommune har indtil videre haft ekstra travlt. Denne kommune kan findes på en delt førsteplads, hvilket betyder at den har haft størst stigning i hussalget gennem årets første syv måneder sammenlignet med tilsvarende periode sidste år. Der ligger en plausibel forklaring bag denne stigning i Allerød Kommune, hvilket kommunikationsdirektør hos Boligsiden Birgit Daetz har knyttet nogle ord til:

– Allerød er en af omegnskommunerne til København, som ligger i tilpas afstand til hovedstaden, så man kan komme på job inden for en overskuelig tidsramme. Samtidig er det tilpas langt væk fra København til, at boligpriserne bliver lidt mere spiselige for mange sammenlignet med eksempelvis Gentofte og Lyngby-Taarbæk. Det er blandt andet med til at gøre det til en attraktiv bokommune for mange børnefamilier, og det afspejler sig i salgsstatistikken, siger hun.

I Allerød Kommune er der konkret tale om en fremgang i antal solgte villaer og rækkehuse på 41 procent i den givne periode. Det svarer til, at der fra januar til og med juli 2020 er solgt 63 flere boliger i forhold til sidste år. De flotte stigninger i boligsalg kan også ses helt andre steder i landet.

Flere af øerne er i top 10

Mindre end 20 kilometer til vandet i nærmest alle retninger og rigtig øbo-solidaritet er noget som flere boligkøbere har valgt gå efter i år. Også på den delte førsteplads finder du nemlig Samsø Kommune, der ligeledes er meget eftertragtet blandt boligkøbere. Samsø Kommune har dog færre boliger at byde på, end Allerød Kommune har, men der er alligevel sket en væsentlig stigning fra 39 solgte boliger i 2019 til 55 solgte boliger i 2020.

– Det er mindre tal, vi her har med at gøre. Men når det er sagt, rummer Samsø i alt kun knap 1.900 villaer, og gør vi det op på en anden måde, svarer det til, at knap tre procent af det samlede antal villaer på Samsø har skiftet ejer i løbet af 2020. Det er forholdsvis mange, når man tænker på, at de fleste boligejere bor rigtig mange år i deres hus, siger Birgit Daetz.

Salgsstatistikken viser en overvægt af hovedstadskommuner i top 10. Det drejer sig om hele fem kommuner, mens de øvrige fem kommuner er spredt over resten af landet.

Beskedne fald i 20 kommuner

Bevæger vi os ned i bunden af listen, finder vi kommuner som Fanø, Nyborg og Dragør. Disse kommuner har oplevet de største fald i handelsaktiviteten for villaer og rækkehuse. Her er der tale om et fald på mellem 27 og 12 procent indtil videre i 2020 sammenlignet med de første syv måneder i 2019.

Om faldet i boligsalgene i de tre kommuner siger Birgit Daetz, at det sagtens kan nå at ændre sig.

– Dermed kan vi også stadig nå at ende med et årsresultat, hvor vi ser fremgang i hussalget i stort set alle landets kommuner, siger hun.

Her kan du se, hvilke kommuner der ligger i top 10 og hvilke 10 kommuner, der ligger i bunden


Kilde: boligsiden.dk

 

Kilde: boligsiden.dk

Kan du ikke finde din kommune? Så kan du se den fulde tabel over de 98 kommuner i Danmark på boligsiden.dk.

Mest læste artikler