Så få kilometer vil udflytterne væk fra storbyen

En stor del af de danskere, der står over for at skulle flytte ud fra storbyen, foretrækker at blive boende tæt på byens pulserende liv. Kun et mindretal vil bo på landet.

Twitter Print

Storbyerne er tiltrækkende på mange parametre. Der er et rigt udvalg af restauranter, butikker og kulturelle tilbud, og det summer af liv året rundt. Det er der mange af byens borgere, der har svært ved at give slip på, når de tager beslutningen om at flytte uden for storbyens grænser.

De fleste vil bo tæt på byen

I en ny afstemning på Boligsiden svarer 35 procent af de i alt 1.390 deltagere, at de ikke ønsker at flytte længere end fem kilometer væk fra byen.

29 procent af deltagerne i afstemningen er villige til at flytte op til 20 kilometer væk fra byen. Samlet set er der således 64 procent af deltagerne, der fortsat har et ønske om at bo i relativt kort afstand til storbyens pulserende liv.

– Mange familier får med tiden også et behov for mere plads, og ønsket om hus og have opstår. Det er svært at realisere den drøm i byen. Derfor bliver kompromiset for mange at flytte til de nærliggende omegnskommuner, hvor husdrømmen kan opfyldes, og hvor man stadig har mulighed for hurtigt at komme til jobbet og til byens øvrige tilbud på relativt kort tid, fortæller Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

Landet trækker også hos flere

En mindre gruppe af deltagerne er villige til at flytte langt væk fra byens stress og jag. 15 procent af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de gerne vil bevare kontakten til storbyen, men ikke har noget imod at flytte op til 50 kilometer væk. 12 procent af deltagerne i afstemningen ønsker tilmed at løsrive sig helt fra byen og flytte ud på landet.

– Der er ingen tvivl om, at et liv på landet også trækker en del blandt flere boligkøbere. Det skyldes flere aspekter. Blandt andet får køberne en del mere bolig for pengene i takt med, at de flytter længere væk fra byen. Derudover er tanken om et liv tæt på naturen og i mere rolige omgivelser blevet attraktiv for mange, særligt her under coronapandemien, hvor hjemmearbejdspladsen er kommet i spil og gør, at man ikke nødvendigvis skal møde fysisk ind på job i byen fem dage om ugen, siger Birgit Daetz.

Denne tendens bekræftes også af salget af boliger. Andelen af solgte boliger i landzoner er nemlig steget i perioden fra marts til og med august sammenlignet med samme tidspunkt forrige år, viser tal fra Boligsiden.

Undersøgelsen viser:

Undersøgelsen er foretaget blandt Boligsidens brugere i perioden 5. oktober til 19. oktober 2020. Her svarede brugerne på spørgsmålet: Hvis du skulle flytte ud af byen, hvor langt væk ville du så flytte?


Kilde: Boligsiden

Twitter Print

Mest læste artikler