Scorer kassen: Så meget har husejerne tjent under corona

Selvom corona har vendt op og ned på danskernes hverdag, har boligmarkedet ikke ladet sig bremse. Parcelhusejere har tjent over 500 kroner om dagen siden nedlukningen. Bliv klogere på, om du er en af de heldige.

Under corona har landets parcelhusejere i gennemsnit oplevet en værdistigning på 4,4 procent på deres bolig. Det vidner om et boligmarked, der ikke har ladet sig bremse af den verdensomspændende pandemi på trods af, at beskæftigelsen og samfundsøkonomien er blevet hårdt ramt.

Stigende priser gavner husejerne

Den positive oplevelse for husejerne skyldes, at kvadratmeterprisen på boligerne er steget. Eksempelvis er et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter steget med 588 kroner i værdi om dagen fra marts måned til august, ifølge Boligsiden.

I marts 2020 lå kvadratmeterprisen for et parcelhus på 14.370 kroner, mens det i august var steget til 15.003 kroner.

– Der var ikke mange, der havde troet, at udviklingen på boligmarkedet ville gå, som vi har set med stigende priser og stor handelsaktivitet, men det er ikke desto mindre tilfældet. Prisstigningerne er selvfølgelig kun reelle, hvis man handler sin bolig, men det er der også mange, der har gjort, og flere har da også noteret pæne stigninger, siger Thomas Hovgaard, kommunikationschef i Nybolig, i en pressemeddelelse.

Nye behov holder gang i boligmarkedet

Det stigende salg og de stigende priser på husene skyldes, at danskernes boligbehov ikke lader sig bremse af corona.

-Trods corona flytter folk stadig hjemmefra, flytter sammen, går fra hinanden eller udvider familien, og disse livsbegivenheder aktiverer nye boligbehov, som skal mættes, og når det desværre er svært at forudsige en slutdato for corona, og renten er lav, vil mange altså vælge at realisere deres flyttebehov nu, fortæller Thomas Hovgaard.

Den prismæssige stigning og stigningen i salg af boliger kommer dog ikke til at påvirke flertallet af de danske boligejere. Det skyldes, at vi bor cirka 14 år i den samme bolig, før vi flytter. Derfor har det ikke den store betydning, om priserne falder eller stiger i en periode.

– Det er klart, at de, som tilfældigvis skal flytte nu, kan have en fordel. Omvendt skal de typisk købe noget andet, som tilsvarende også er steget i værdi, fortæller Thomas Hovgaard, der dog tilføjer, at tallene kommer med regionale forskelle.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler