Stort fald: Så meget er liggetiden forkortet

Den stigende efterspørgsel på boligmarkedet, og det lave udbud af boliger, har resulteret i et stort fald i liggetider landet over. Særligt for sommerhusejerne betyder det, at en tredjedel af liggetiden i gennemsnit er skåret fra. Læs her præcis hvor meget liggetiden er faldet over det seneste år.
Liggetider

Liggetiderne på specielt fritidsboliger er faldet markant det seneste år. Foto: Getty Images.

Kommer drømmeboligen til salg, handler det om at slå til. Boligmarkedet er nemlig i fremgang, og det præger liggetiderne, der ifølge tal fra Boligsiden er faldet markant det seneste år. Det betyder, at det er blevet hurtigere at sælge både villaer, ejerlejligheder og sommerhuse. 

Står man i dag med et hus, der skal sælges, er chancen for et hurtigt salg derfor langt større i dag end den var i begyndelsen af 2020.

Danske villaer, der blev solgt i januar 2020, havde i gennemsnit en liggetid på 160 dage, hvorimod tallet i december var nede på 140. Det svarer altså til et fald på 12,5 procent.

Ejerlejlighedsejere kunne til sammenligning få solgt deres bolig på 103 dage i januar 2020 mod 85 dage i december 2020. Det svarer til et fald på 17,5 procent. 

Fritidsboliger falder mest

Særligt liggetiden på fritidsboliger har været voldsomt faldende det seneste år, og i januar 2020 tog det i gennemsnit 279 dage at få solgt sit sommerhus, hvorimod det tal i december var nede på 183 dage, hvilket svarer til et fald på hele 34,4 procent.

Denne tendens kan man nikke genkendende til hos Estate. Ifølge dem er en af forklaringerne på den forkortede liggetid, på især fritidshuse, den høje efterspørgsel.

“Det enorme fald i liggetider sker som konsekvens af den stigende aktivitet og efterspørgsel på boligmarkedet, som i 2020 viste sig særligt stærk for sommerhuse. Samtidig ser vi, at udbuddet af nye boliger, der sættes til salg, ikke følger den høje efterspørgsel. Det intensiverer vilkårene på markedet”, siger Alexander Falck Winther, der er presseansvarlig hos Estate, i en pressemeddelelse.

Sælgers marked

Som sælger har man i øjeblikket de ideelle forudsætninger for et salg, når man går i markedet med sin bolig, og man kan endda opleve at få bud fra købere, der ligger over udbudsprisen. Den store efterspørgsel på huse, sammenholdt med det relativt snævre udbud, kommer nemlig specielt sælgerne til gavn. 

“Selvom markedet netop nu er meget gunstigt for sælgere, vil en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel være at foretrække. Mange købere oplever en boligjagt, der er mere intens nu sammenlignet med tidligere år. De første data for boligmarkedet i 2021 indikerer dog, at markedet kan være ved at genfinde en bedre balance”, siger Alexander Falck Winther.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler