Står du med en tom byggegrund og nybyggeri i tankerne, bør du fremover overveje at gå udenom de klassiske typehuse eller den lokale murermester. Nu kan du nemlig få bygget et 3D printet hus, som ikke bare kan konkurrere på prisen, men i høj grad også hastigheden.
Med et 3D printet hus printes husets yder- og indermure efter samme princip som de første små plastic 3D printere. Her printes bare i stor skala – og med beton. Hvert lag printes med 2-4 cm beton og har en tørretid på ca. 5 minutter, hvorefter næste lag kan printes. Dermed kan et mindre et-etages hus printes på 1-2 dage. Dertil kommer opstilling og nedtagning af selve 3D printeren.
Hvis man er kreativ kan andre elementer i huset også printes. Foruden husets ydre mure kan også indre vægge, trappe, køkkenborde, pejs og badekar printes.
Sådan får du bygget et 3D printet hus
Det er det danske firma COBOD International, der producerer de store printere, mens entreprenørfirmaet 3DCP Group fra Holstebro står for at printe husene her til lands. På sigt vil entreprenørfirmaet også printe type-huse.
Hvis du selv får mod på at få et bygget et 3D printet hus, er 3DCP Group pt. det eneste danske firma, der tilbyder en total-entreprise. Men markedet er i voldsom vækst – ikke mindst internationalt – og derfor kan det også give mening at kigge ud over landets grænser, hvis du har mod på at tale engelsk under byggeprojektet.
3D printet hus – pris
Prisen for 1 m2 printet mur er som tommelfingerregel ⅔ af en almindeligt muret rå mur. Hvor en murer ofte vil tage omkring 2.000 kroner pr. m2 mur, vil en 3D printet rå mur altså i princippet koste cirka 1.350 kroner.
Som ved alle byggeprojekter afhænger den endelige pris dog af faktorer som valg af byggematerialer og kompleksitet. Også derfor er det vigtigt, at du på forhånd fastlægger et budget for dit 3D printede husprojekt, så du kan komme nærmere en acceptabel pris.

Vær i øvrigt opmærksom på, at når teknologien udvikles yderligere, forventes det, at prisen vil falde yderligere.
Valg af design
Da teknologien endnu er ny, bør du rådføre dig med eksperter i 3D print om at udvikle et passende husdesign, der opfylder dine behov og ønsker. 3D-printteknologien åbner op for nye og organiske former, men der kan stadig være tekniske begrænsninger at tage højde for.
I designfasen er det eksempelvis værd at overveje det æstetiske udseende af husets mure. Skal huset være synligt 3D printet, eller skal de printede mure pudses op, så de ligner konventionelt byggede mure? Som altid afhænger svaret af smag og størrelsen på din pengepung.
Materialer og teknologi

Overvej også hvilke materialer, der skal bruges til at printe huset. Beton er nemlig ikke bare beton. Der findes både normal beton, alternative cementbaserede blandinger samt kompositmaterialer.
Byggetilladelser og lovgivning
Som ved et almindeligt husbyggeri skal et 3D printet hus have de nødvendige byggetilladelser på plads og opfylde lovgivningsmæssige krav til for eksempel energiforbrug med mere. Entreprenøren kan hjælpe dig med dette.
Selve 3D printeren skal du ikke have tilladelse til at bruge. Den tæller som en almindelig – om end noget større – arbejdsmaskine.
Forberedelse og byggeproces
Når designet er færdigt, og alle tilladelser er på plads, skal byggepladsen forberedes til selve byggeprocessen. Dette kan omfatte jordarbejde, fundamentkonstruktion og installation af nødvendig infrastruktur som VVS og elektricitet. 3D-printeren kan tage højde for netop VVS og elektricitet i byggeprocessen, hvilket mindsker mængden af efterarbejde gevaldigt. Når byggepladsen er klar, bliver 3D-printeren og materialeforsyningen installeret, og selve printet af murene kan begynde. Som hovedregel kræver det kun 3-4 medarbejdere at bygge et 3d printet hus på 1 til 2 dage.

På sigt, når teknologien udvikles yderligere, forventes det at teknologien vil blive meget hurtigere.
Eftersyn og efterbehandling af 3D printet hus
Når 3D-printningen af huset er fuldført, er der stadig behov for efterbehandling. Dette inkluderer installation af vinduer, døre, tagdækning og indvendig finish. Det er vigtigt at afsætte tilstrækkelig tid og ressourcer til dette trin.
Kilder: COBOD International og 3DCP Group