Denne artikel er oprindeligt udgivet på voresvilla.dk og flyttet til idenyt.dk efter 2018.
Finanskrise, klimakrise og dårligere håndværksmæssige kundskaber ligger bag ønsket.
Tænk, hvis du ikke behøvede at bekymre dig om revnede tagsten eller huller i tagpappen. Hvis du aldrig skulle rense eller lappe huller i tagrenden. Eller hvis du kunne bruge den første uge af din ferie på at ligge i hængekøjen med en bog i stedet for at male vinduesrammerne, selvom det kun er et par år siden, du sidst strøg penslen.
Mens nogle husejere elsker at gå og passe og pleje deres bolig, så drømmer flertallet om tag, tagrender og vinduesrammer, der holder sig tætte og pæne af sig selv. Næsten tre ud af fire ønsker sig et vedligeholdelsesfrit hus, viser en ny undersøgelse blandt over 1.000 boligejere, som YouGov har lavet for Bolius.
Det vedligeholdelsesfrie hus

For det første mangler vi tid til at lappe revner og huller i huset, da mange køber hus på et tidspunkt i livet, hvor de har travlt med karrieren og at stifte familie. Ifølge Bolius Boligejeranalyse 2017 er økonomi og tid de største barrierer, når boligejerne skal vedligeholde boligen. For det andet har vi mindre viden om, hvordan vi bedst vedligeholder boligen, forklarer Marianne Levinsen, der er forskningschef hos Fremforsk, Center for fremtidsforskning.
– Mange af de unge familier, der kommer ud på boligmarkedet, er sindssygt pressede på tid. Samtidig er vi færre faglærte håndværkere, og mange har heller ikke faglærte i deres omgangskreds. Derfor er der hverken overskud eller kapacitet til at kaste sig ud i vedligeholdelse af boligen, siger Marianne Levinsen, som har stået bag flere undersøgelser af vores boligforhold.
LÆS OGSÅ: Benedicte og Tobias bor i et vedligeholdelsesfrit hus
Vedligeholdelsesfrit er vigtigt for flere generationer
Hun bliver bakket op af Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker hos Future Navigator:
– Mange har jobs, hvor vi sidder bag en computer og bruger vores hjerner. Og færre og færre har tid eller evner til at gå og nørkle med maling, lak og slibegrej, siger hun.

Samtidig er det særligt attraktivt at have en nem og vedligeholdelsesfri bolig, jo ældre du bliver.
– Der bliver flere ældre og flere ældre boligejere, og for dem er det et spørgsmål om at kunne blive ikke kun i egen bolig, men i egnet bolig. Og her kan det være en god idé at investere i materialer, der kræver mindst muligt af dig, så du ruster dig til at blive i eget hus noget længere, siger Liselotte Lyngsø.
Pris eller vedligeholdelse?
Når vi skal vælge nye vinduer, nyt gulv eller ny bordplade, betyder mindst mulig vedligeholdelse faktisk mere end pris og æstetik for de fleste, viser YouGov-undersøgelsen. Og det handler også om, at mange ikke synes, det er særlig sjovt at male træværk og reparere et utæt tag.
– Vedligeholdelse er ikke nær så glædesskabende som at se noget spire frem i din nye køkkenhave. Vi vil hellere investere i noget nyt end gå og vedligeholde noget gammelt og blive mindet om det forfald, der ligger bag, siger Liselotte Lyngsø.
Vælger vi vedligeholdelsfrit?

LÆS OGSÅ: Planlæg årets vedligeholdelse
Nye produkter
De seneste ti år er der kommet større fokus på den vedligeholdelsesfrie bolig. Det oplever bl.a. Uffe Leth fra arkitektfirmaet Leth & Gori, som for fire år siden byggede et vedligeholdelsesfrit hus i Nyborg for Realdania.
– Vi kan mærke en stigende interesse for det vedligeholdelsesfrie, fordi folk prioriterer deres tid, og fordi der er fokus på miljøet. Og så oplever vi, at folk ser et vedligeholdelsesfrit hus som en investering, siger Uffe Leth.
Leth & Gori byggede en fortolkning af det traditionelle murstenshus under et tegltag med udhæng, som kan leve mindst 150 år og klare de første 50 år, uden at boligejeren behøver at vedligeholde huset hverken udvendigt eller indvendigt.
– Vi har haft en finanskrise og en klimakrise, og vi tænker i dag mere på hele husets livscyklus og på at investere i materialer, der holder længere. Og så har vi fået en generation af huskøbere, der tænker meget mere som investorer. Vores bolig er den eneste form for investering, vi har, og det kan både blive en gældsfælde og en god investering. Hvis vi gør det ordentligt, kan det blive en form for lottobillet, siger Liselotte Lyngsø og peger på, at ”manpower” er dyr i Danmark, hvorfor vi jagter den gode og holdbare kvalitet.
Hvad mener boligejerne om vedligeholdelse?

Krav til boligen er steget
I byggeriet er der kommet mere fokus på totaløkonomien i en bolig – altså ikke kun, hvad det koster at bygge et hus, men også hvad det koster i drift og vedligeholdelse, lyder det fra formand for Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.
– Vi bygger generelt boliger, der skal stå længe. Og selvom en bolig bliver 50 eller 60 år, kan vi stadig optage lån i ejendommen, fordi den fortsat har en værdi. Derfor er der en interesse for at bygge noget, der holder længe, og i stedet for at bygge til laveste kvadratmeterpris så hellere lave noget, der kan leve længere eller har mindre vedligeholdelsesomkostninger, siger Michael H. Nielsen.
Mens boligejerne tidligere fik et nyt køkken og boede med det, indtil de afgik ved døden, skifter vi i dag køkkenet i gennemsnit hvert 13. år. Vores krav til alt lige fra størrelsen, udformningen, vedligeholdelsen, materialerne og lækkerheden af boligen er steget, påpeger Marianne Levinsen fra Fremforsk.
Giver bedre salg
Når vi drømmer om et vedligeholdelsesfrit hus, skyldes det også, at vi generelt har den indstilling i Danmark, at vi skal passe godt på vores huse. Går noget i stykker, reparerer vi det. Men klimaet i Danmark med masser af vand og fugt slider på husene. I vores nabolande er der enten varmere eller mere frost, så husene bliver udsat for mindre fugt, forklarer Bolius’ fagekspert i huseftersyn, Tine R. Sode.
Den stigende interesse for et nemt og holdbart hus er desuden kommet sammen med en større bevidsthed om at passe på miljøet. Jo længere levetid materialerne og bygningerne har, desto mere bæredygtige. Derudover har der været en udvikling i materialer, som holder længere i dag, og de bliver blandt andet brugt i nybyggeri, hvilket smitter af på renoveringer og moderniseringer af ældre boliger.
Og et velvedligeholdt hus er også et hus, der er vedligeholdelsesfrit her og nu, og det kan gå hen og blive en god forretning, bekræfter formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Torben Strøm, der til daglig er ejendomsmægler i Haderslev.
– Jo mindre vedligeholdelse, en bolig kræver, desto nemmere bliver det at sælge den. Nogle gange kan en køber dybest set være som en blind mand, der bliver sendt i slagsmål, fordi man ikke har den nødvendige viden om, hvad det vil koste at udbedre skader og modernisere boligen. Derfor vil en velvedligeholdt bolig give et bedre salg, fordi køberen føler sig tryg ved sådan en bolig, siger Torben Strøm.
LÆS OGSÅ: Findes det vedligeholdelsesfrie hus?
Nej tak til villa Villekulla
Det er blandt andet finanskrisen, der har gjort os bange for slid og patina på huset, lyder det fra forskningschef Marianne Levinsen fra Fremforsk.
– Vi er ude i forsigtigper. Krisen har gjort os bange for, at vi får uforudsete udgifter, siger Marianne Levinsen og peger på, at vi også bliver skræmt af tv-programmer om folk, der køber en ruin, eller historier fra boligejere, der kaster sig ud i uoverskuelige, dyre og tidskrævende restaureringsprojekter.
De fleste boligejere har dog nogle grænser og vil ikke have en terrasse af plastik eller et institutionskøkken, mener Liselotte Lyngsø fra Future Navigator. Men producenterne af vedligeholdelsesfrie materialer har formået at forene det praktiske med det pæne, og så længe vi ikke rammer ekstremerne med stål og plastik overalt, vil vi gerne slippe for at reparere tag, rense tagrender og male vinduesrammer.
– Det kan godt se hyggeligt og sødt ud med sådan en Villa Villekulla, men hvis den skal males og vedligeholdes konstant, betakker vi os. På det punkt er vi mere praktiske end romantiske, siger Liselotte Lyngsø.