Nye regler
Ved årsskiftet 2008 trådte nye regler i kraft – nu har du som villaejer pligt til at anmelde flytning af jord og i mange tilfælde også at jordprøve-teste, hvis din grund ligger i såkaldt byzone. Det er resultatet af den nye områdeklassificering, der betyder, at alle byzoner fra nu af anses for at være lettere forurenede. Formålet er, at kommunerne på den måde kan kortlægge, hvor evt. forurenet jord findes samt sikre, at uforurenet jord ikke bliver blandet med forurenet jord. Hvor svært det bliver for dig at komme af med den overskydende jord, afhænger altså af to ting: om du bor i byzone, og om du har mere end 1 m3 jord.
En anden løsning er umiddelbart efter anmeldelsen at aflevere jorden på et “godkendt modtageanlæg”. Det kan ske efter aftale med kommunen, og du kan aftale med modtageanlægget, at de foretager de nødvendige jordprøver. Det er en noget dyrere løsning, for du betaler for “lettere forurenet” jord, selv om jorden måske senere viser sig ikke at være forurenet.
Det kan betale sig at tjekke prisen hos forskellige vognmænd. Udover prisen på selve fragten skal du betale det, det koster fragtmanden at komme af med jorden. Jordprisen svinger fra 50-150 kr. pr. ton afhængig af, hvor jorden bliver afleveret. Så har du meget jord efter fx. udgravning af en tilbygning, løber det hurtigt op, hvis din fragtmand læsser jorden af et “dyrt” sted.
Områdeklassificering
Fra årsskiftet 2008 er alle såkaldte “byzoner” klassificeret som lettere forurenet. Det betyder, at Miljøstyrelsen i stedet for at undersøge hver enkelt grund har besluttet, at alle grunde i byzone-områder som udgangspunkt regnes for lettere forurenede. Det kaldes områdeklassificering. Mange kommuner er allerede i gang med at kortlægge byzoneområderne for forurenet jord. Det betyder at masser af byzoneområder efterhånden vil falde ud af områdeklassificeringen.
Når du lægger budget
Ved større byggeprojekter er det typisk entreprenøren, der tager sig af alle detaljerne ved bortskaffelse af jord. Men det er stadig en dyr post på budgettet, så hvad enten du gør det selv, eller har andre på sagen, kan jordudgiften være overraskende dyr.
Er din jord forurenet?
Du kan læse mere på Miljøstyrelsens hjemmeside – du finder et link, når du klikker på knappen “Links”. Du kan se om din grund er klassificeret som byzone på din kommunes hjemmeside. Brug søgefeltet og søg på “jordflytning”.