Derfor SKAL du kende din boligs energimærke

De fleste danskere ved ikke, hvilket energimærke deres hus har, viser ny undersøgelse. Det kan have store konsekvenser. 

Er du en af de mange danskere, der netop har købt eller solgt din bolig, har du sikkert helt styr på om energimærket hedder A+, D eller G. Har du derimod boet i dit hus i flere år, kan det straks være sværere at svare på, hvilken energiklasse din bolig befinder sig i. Det viser en undersøgelse som YouGov har foretaget for ejendomsmæglerkæden Home.

Her er 2000 danske boligejere blevet adspurgt om deres boligs energiforbrug, og hele 6 ud af 10 ved ikke, hvilket energimærke deres bolig har. Med andre ord ved de altså heller ikke, i hvor god energimæssig stand deres hjem er – og det kan have store konsekvenser for både hus, pengepung og klima. 

Over 23 år mellem køb og salg

Sammenligner man de danske boligejere, har de 30-til 39-årige størst viden om deres boligs energimærke – og det er der ifølge mæglerfaglig konsulent i Home, Pernille Breyen Drews, en ganske god forklaring på. Det er nemlig på dette tidspunkt i livet, at de fleste køber deres første hus eller rækkehus og i forbindelse med handlen bliver opmærksomme på energimærket i den bolig, de flytter ind i. 

Læs også: Sætningsskader – sådan skal du forholde dig til revner i muren

Ifølge lovgivningen skal der kun udarbejdes et energimærke for boligen i forbindelse med et salg eller væsentlig tilbygning. For langt de fleste husejere går der altså mange år – i snit over 23 år – mellem de sælger eller køber et hus og i samme omgang bliver gjort opmærksomme på, hvilket energimærke de har. 

– I de mellemliggende år har man nok lidt en tendens til at glemme, hvor meget energi ens bolig forbruger, og hvilke energimæssige forbedringer, der rentabelt kan laves, fortæller Pernille Breyen Drews i en pressemeddelelse.

Nyt køkken vinder over ny isolering

Hun tilføjer, at interessen for at energioptimere for mange kun er noget, der opstår, når man skal købe eller sælge hus, og man i den forbindelse pludselig skal forholde sig til et ’energimærke’.

Ellers prioriterer de fleste i langt højere grad at bygge nyt køkken eller badeværelse end at investere i mere isolering på loftet.

Overvurderer egen bolig

Tidligere undersøgelser har da også vist, at mange boligejere faktisk overvurderer deres boligs energimæssige stand. Flere tror ganske enkelt, at deres bolig er mere energivenlig, end den reelt er.

Det har både betydning for det daglige energiforbrug og boligens salgspris, men også for boligens stand. Dårlig isolering af for eksempel tag og facade kan give risiko for fugtproblemer og vandskader. Samtidig udleder boliger med et dårligt energimærke mere CO2. I disse tider hvor klimaet er noget, der bliver talt meget om, mener boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen derfor, at der bør være mere fokus på løbende energioptimering af boligen. 

– Tallene fortæller os, at der kan være et stort potentiale i at informere danskerne mere om deres boligs ’klimatilstand’ – og ikke mindst om mulighederne for at forbedre den, siger han.

Sådan energioptimerer du hjemmet 

Der er altså god grund til at sætte sig ind i boligens energimærke. Er du i tvivl om, hvorvidt det bedst kan betale sig at energioptimere boligens vinduer eller efterisolere facaden kan du bruge energimærkningsrapportens forslag til energiforbedringer. Ved at gennemføre disse, kan du typisk hæve en bolig med energimærke D eller dårlige med 1-2 klasser. Generelt findes der især fire gode indsatsområder, når du skal energioptimere din bolig: Efterisolering af facader, lofter og gulve samt energioptimering af rør. Se, hvordan du gør her

Mest læste artikler