Dit tag er en guldgrube – sådan kommer du til at tjene penge på det i fremtiden

Snart er de tider forbi, hvor taget var husejerens største hovedpine. Den teknologiske udvikling går lynhurtigt, og mulighederne for profit på taget stiger dramatisk for hvert år, der går. Kig med i krystalkuglen og se, hvad fremtiden vil bringe.

Taget – den femte facade

Der er et stort tagkapløb i gang i disse år. Tidligere var taget, noget husejere kunne ligge søvnløs over: det kunne lække, det skulle udskiftes, det kunne ryge af. I dag er taget på vej ud af husejernes mareridt. Der er nemlig mange samtidige, positive bevægelser i gang, der arbejder på at drage både miljømæssig og økonomisk nytte af den femte facade, som taget også kaldes. Og fremtiden er snublende nær.

Tesla tage

Det vakte stor opmærksomhed, da Elon Musk og Tesla i foråret 2017 meldte ud om deres planer om at sætte en storstilet produktion af solcelletage i værk. Visualiseringerne af planerne så meget besnærende ud, da solcelleanlægget i Teslas vision ikke længere fremstod som et fremmedlegeme, men var integreret i de anvendte tagsten.

Arkitekt og boligblogger på Bo Bedre, Erik Juul, har også med tilfredshed noteret sig Teslas indtog på markedet.

“Det nye produkt, som Tesla barsler med, er sådan set ikke noget nyt. De har bare industrialiseret en allerede kendt teknolologi, som er de her solfilm, man lægger ind i glastegl, og som man yder livsvarig garanti på. Den slags er der allerede mange forskellige bud på.”

Erik Juul opfatter dog hypet omkring Teslas brand som en kærkommen boost til udviklingen af nye energibesparende og energiproducerende tage.

Arkitekt og boligblogger Erik Juul (foto: Thomas Dahl)

Energiproducerende tage

“Sagen er at, i løbet af 4-5 minutter kommer der mere energi fra solen, end kloden kan nå at bruge på et helt år. Det er et videnskabeligt faktum, fremhæver Erik Juul. ” Der, hvor vi skal hen nu, er at opsamle bare en mikrodel af den energi. Det vil tagene helt sikkert kunne bidrage væsentligt til.”

Energien er der altså i rigt mål. Udfordringen i dag er at finde teknologier, der kan lagre energien. Udviklingen stormer dog også her derudaf.

“Jeg tror, at det kommer til at gå stærkt. Teknologien er der, men prisen er der der bare ikke endnu, men inden for 4-5 år vil det have ændret sig. Det er i hvert fald mit skud. Kurverne mellem pris og ydelse vokser nemlig voldsomt i disse år. I dag laver du et tag, og så lægger du solceller oven på taget. Det, vi frem over vil se, er en fusion mellem tag og energiproducerende enhed.”

Solceller, solfanger installeres på tegltag.
Dette syn vil snart være historie: solcelleanlæg oven på et tegltag.

Solceller i tagpap

Erik Juul peger også på, at det ikke kun er Formel 1-tage fra Tesla, der udvikles på i disse år. Et firma med danske rødder som Icopal arbejder ifølge Erik Juul i disse år med at lægge solceller ind under deres tagprodukter.

“Jeg ved ikke, hvor langt Icopal er kommet med det, men de arbejder på en meget simpel form for solvarme, hvor de under deres paptage har lagt nogle vandslanger, og så varmer solen dem op, og så får du gratis eller billig energi. Alle, der har prøvet at gå på et paptag en varm sommerdag, ved, hvor varmt det kan blive, så det er utoligt mange kilowatttimer, som hidtil ikke har været brugt til noget, som i fremtiden kan være med til at varme vores huse op”

Tak til tyskerne kineserne og Tesla

Der er mange kræfter rundt omkring i verden, der i disse år arbejder på at få større gavn af vores hustage. Grunden til, at det på sidste er begyndt at gå meget stærkt, tilskriver Erik Juul særligt tre faktorer:

  • Tyskerne – fordi de på et tidspunkt ydedede massiv statsstøtte til solcelleteknologien.
  • Kineserne – fordi de gik ind og smadrede det europæiske marked ved at dumpe priserne, men det betød bare, at solcelleteknologien fik meget bred udbredelse.
  • Tesla – på grund af Teslas indtog på bilmarkedet og ekspansionen til husmarkedet.
Nutidens og fremtidens solcelleanlæg.

Flere off-grid byggerier

Tagteknologien er tæt knyttet til batteriteknologien. Denne er i en tilsvarende rivende udvikling, hvor priserne i disse år falder eksponentielt, samtidig med at ydeevnen stiger lige så dramatisk.

Dette vil ifølge Erik Juul inden for en overskuelig fremtid skabe flere såkaldte off-grid-byggerier, hvor husejerne ikke længere vil have den samme afhængighed af elselskaberne.

“Jeg tror også, at der vil være en større politisk vilje mod at komme off-grid. Det skyldes dels, at man oplever, at de meget store elselskaber har nogle meget høje priser. Samtidig har sagen med salget af dele af DONG betydet, at der er mange af os forbrugere, der føler os indignerede over, at Goldmann Sachs kan gå ind og tjene milliarder på vores energi. Vi ønsker ikke at bidrage til deres store bonuslønninger, som i sidste ende kan true sammenhængskraften, og derfor vil mange også gerne være off the grid – og dermed selvforsynende. Og inden længe vil teknologien også være der,” profeterer Erik Juul.

Huse vil blive opvarmet af el

I gamle dage var elvarme dyr og et tegn på vanskeligheder ved leveringen af energi.en Det er den modsatte tendens, som Erik Juul i dag ser i sin krystalkugle.

“Generelt tror jeg på, at jo mere udbredt solcelleteknologien bliver, jo mere vil vi gå over til at opvarme vores huse ved hjælp af el,” forudsiger Erik Juul.

Der er nogle, der er mindre optimistiske end Erik Juul med hensyn til mulighederne for at profitere på sit tag, men tonen er den samme over hele linjen: den energirproducerende tagteknologi er i rivende udvikling, og der vil snart kunne tjenes store penge på taget, hvis man foretager de rette investeringer.

Læs Erik Juuls blog på Bo Bedre her.

Eller se interview med Erik Juul: Ny boligbølge på vej: Lev STORT – bo småt

Mest læste artikler