Tætn fuger og sprækker
Støj, der trænger gennem væggene, kan dæmpes ved at tætne fuger og sprækker i indervæggene. Vær især opmærksom på revner ved døre og vinduer, som kan tætnes med isoleringsmateriale og akrylfuger.
Lydtæt væg på de indre vægge
Ved særligt svære tilfælde kan du opsætte en ekstra lydtæt væg på de indre vægge. Det kan fx være to gipsplader med forskudte samlinger. Sørg for, at der er et mellemrum mellem gipspladerne på mindst syv centimeter, som fyldes ud med et isoleringsmateriale. Konstruktionen skal være uden sprækker, så den er helt tæt, og lyden ikke kan trænge igennem.
Lydisolér ventilationsanlægget
Et ventilationsanlæg kan både afgive motorstøj, støj fra vibrationer, der forplanter sig i konstruktionen, og luftstøj. Derfor er der tre ting at være opmærksom på, når der skal lydisoleres. Har du et anlæg med en larmende motor, kan anlægget lukkes inde bag nogle gipsplader. Desuden bør selve anlægget monteres på vibrationsdæmpende materiale, så vibrationer ikke forplanter sig i bygningskonstruktionen.
Brug lyddæmpere
Der bør være lyddæmper mellem selve anlægget og hovedkanalen. En lyddæmper er et fleksibelt rør, der er pakket ind i et isoleringsmateriale. Også forgreningerne mellem hovedkanalen og kanaler ud i husets rum bør forsynes med lyddæmpere. Ellers risikerer du, at luftbåren støj – fx stemmer – overføres fra det ene rum til det andet.
Endelig kan der opstå luftstøj fra selve suget. Her handler det om, at anlægget skal være indstillet til, at den rette mængde luft bliver skiftet ud. Er suget for kraftigt, skabes undertryk og dermed luftstøj.
|
For at få god akustik i lokaler med hårde overflader, kan du diskret forsyne både loft og vægge med akustikplader. Her ses vægdekoration trykt på en akustikplade – en æstetisk og effektiv løsning. |
Materialer der absorberer lyd
Alle indendørs lyde – samtaler, porcelæn, der klirrer eller tv/radio, der kører – bliver reflekteret af rummets overflader. Her gælder det om at benytte materialer, der absorberer lyd. Er din bolig indrettet med mange hårde flader, som fx stengulve, glas, stål og beton, kan du forkorte lydenes rækkevidde, fx ved at bruge gulvtæpper, kunst på væggene og puds eller akustikplader i loftet.
Brug lydtætte termoruder
Trafikstøj kommer primært ind i huset gennem vinduesglasset. Derfor kan du med fordel udskifte ruderne til mere lydtætte termoruder, hvor det yderste glas er tykkere end almindelige termoruder. En anden løsning er forsatsruder.
Afskærm haven med støjhegn
Det er de individuelle trafikale forhold, der afgør, hvor højt hegnet skal være. Du kan få en fagmand til at hjælpe med at finde den løsning, der passer bedst.
Fakta om støj
Luftbåren støj
Lyd, der sendes gennem luften fra et rum til et andet. Det kan være trafikstøj, musik eller stemmer fra rummet ved siden af. For at undgå luftbåren støj skal vægge, tag og vinduer være tætte og godt isolerede, og rummene skal indrettes med materialer, der kan opsuge lydbølger.
Strukturbåren støj
Er støj, der bliver overført via bygningsdele. Det kan være fra rør, ventilationskanaler, fodtrin og rystelser i gulv og vægge. For at undgå strukturbåren støj skal rør og kanaler, der gennembryder bygningen, isoleres fra resten af konstruktionen. Desuden skal der tænkes i elastiske løsninger, fx gummiunderlag til vaskemaskinen og andre vibrerende apparater.